Byd velkommen til et nyt Alrid-udvalg i Dansk Islandshesteforening

Dansk Islandshesteforening kunne på hjemmesiden d. 4. september fortælle, at der var plads til frivillige Alrid-entusiaster i foreningens Alridudvalg.

Alridudvalget er et udvalg under DI’s Sportskomité og består af 2-5 medlemmer, som udpeges af sportskomiteen blandt interesserede alrid-ryttere eller -arrangører.

Dansk Islandshesteforening kan nu byde velkommen til Mette Marie Lungholt, Brian Gjøttrup, Kjeld Pedersen, Lis Steffensen og Laura Kjær, der har tilkendegivet overfor sportskomiteen, at de gerne vil arbejde frivilligt i Alridudvalget.

Herunder præsenterer de kort sig selv, og skriver, hvad der har motiveret dem til at indtræde i Alrid-udvalget:

 

Kjeld Pedersen er bosiddende i Jylland. Foto: Privat

“Jeg er  58 år “ung” og uddannet ingeniør, størsteparten af min fritid, bruger jeg på vores skønne islandske heste. Jeg er så fantastisk heldig, at min kone og jeg deler den samme interesse, både hestene, men også interessen for Alrid. Jeg fik min første islænder for kun 7 år siden. Før det red jeg på “store brune” DVér og en enkelt travhest, som i øvrigt var en habil tølter. Men efter den første islænder kom til, var der ingen vej tilbage, nu er der ikke andre racer på folden.

Jeg er stadig “rookie” indenfor Alrid, har redet mit førte stævne i år, men glæder mig allerede til det næste, min til dato største oplevelse – et adrenalinkick af dimensioner. Jeg vil arbejde ihærdigt på, at udbrede kendskabet til Alrid, og forhåbentlig medvirke til, at antallet af stævner på sigt bliver større. Jeg vil også gerne finde en løsning på, hvordan antallet af ryttere i AL1 og AL 2 bliver højere, så fordelingen af klasserne bliver en smule mere ligeligt fordelt samt arbejde for, at der vil blive afholdt en årlig træningslejr, både for senior- og juniorryttere, gerne både øst og vest for storebælt

I øvrigt vil jeg rigtig gerne, at det nye udvalg, vil modtage forslag fra nuværende og kommende Alridryttere til hvad netop DE har af ønsker og forslag, og arbejde på at indfri så meget af det som muligt. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med arbejdet i det nye udvalg, og ser meget frem til at møde de andre i udvalget. Jeg vil slå på tromme for, at Alrid er for ALLE, ung som gammel, skovtursrytteren, konkurrencemennesket, stærk som svag, og sandelig også for pararyttere som mig selv”.

 

 

Mette Marie Lungholt er bosiddende på Fyn. Foto: Privat

“Jeg hedder Mette Marie Lungholt, er 41 år og uddannet dyrlæge. Jeg har redet islændere siden 1993, primært som tur-rytter og de sidste 5 år med Alrid som mål og fokus. Alrid har altid interesseret mig og i ca. 1998 var jeg for første gang med til at revidere Alrid-reglementet. Dengang indførte vi Al4 som en ny begynder-klasse, fjernede respirations-måling som en del af konditionstesten og indførte et regulært dyrlæge-tjek efter terræn/udholdenhedsdelen.

Mine visioner for Alrid fremover er at få kigget på sikkerheden og niveau-delt sværhedsgrad ved terrænbane-bygning og sammensætningen af øvelser i lydighedsprogrammerne. Desuden mener jeg, at vi skal have en debat om fordelingen af deltagere i Al1/Al2 kontra Al3/Al4.

Jeg glæder mig meget til arbejdet i det nye udvalg”.

 

 

Lis Steffensen er bosiddende i Jylland. Foto: Privat.

“Jeg hedder Lis Steffensen og  jeg er 56 år. Jeg  bor sammen med min mand på en økologisk produktionsgård i Vestjylland i ”Islænderzonen” omkring  Nr. Felding  og Snegla.

Jeg har ni heste i forskellige aldre. Jeg har redet islandske heste i over 20 år, og før det, bevægede jeg mig rundt i storheste verdenen. Siden 2006 har jeg været bidt af en gal Alridshest, og deltaget i mange stævner.

Jeg er B-instruktør, og arbejder på Husby Efterskole, hvor jeg gennem de sidste 10 år har undervist på skolens hestelinje for islandske heste.

Fordi jeg bor midt i et fantastisk naturområde i Vestjylland, rider jeg rigtig meget derude og mindre på en ovalbane.

Mine visioner for Alrid er, at jeg gerne vil være med til, at værne om Alrid i den form den er i og være med til at udbrede kendskabet til Alrid”.

 

 

Brian Gjøttrup er bosiddende i Jylland. Foto: Privat.

“Mit navn er Brian Gjøttrup Jacobsen. Jeg er 41 år gammel og er gift med Stine. Sammen har vi børnene Lucca og Filippa. Vi har altid interesseret os for heste. Men for et par år siden købte vi vores først islænderheste. Faktisk 3 styk plus et par stykker, vi lejer, så vi alle kan ride ture i skoven. Da jeg var ung red jeg meget og fik undervisning. Dengang var interessen spring og Military. Senere måtte jeg droppe hesteinteressen da fodbold i Randers og senere Silkeborg optog al min tid. Nu har vores islændere overtaget al vores tid, og vi glæder os til at være sammen med dem hver dag.
Alrid har fanget vores interesse, hvor min kone deltager og snart min datter som er ved at klargøre sin unghest til konkurrencerne. Om jeg kommer til at deltage i fremtiden må tiden vise.
Jeg glæder mig til at være med i Alridudvalget og kunne bidrage med nye ideer, så endnu flere synes, det kunne være sjovt at deltage. Jeg håber også, at vi kan være behjælpelige med at endnu flere får lyst til at arrangere Alridstævner, da det i dag er et kæmpe arbejde at stå med, da der er 5 forskellige discipliner over 2 dage”.

 

 

Laura Kjær er bosiddende på Sjælland. Foto: Privat.

“Jeg er 40 år, og har været passioneret omkring islandske heste, siden jeg som 17-årig arbejdede på Island. Jeg er uddannet dyrlæge, og ser en stor andel islandske heste i min praksis.

Indenfor islændersporten er det primært skovture og samværet, der interesserer mig, og så ja – Alrid. Jeg red mit første alridstævne i 2004, og har siden redet AL3 og AL2 adskillige gange. Jeg har desuden været dyrlæge ved flere alridarrangementer. Min baggrund for at melde mig ind i Alridudvalget er et ønske om at udbrede kendskabet til Alrid, så det kommer bredere ud til islænderfolket. Jeg elsker alsidigheden i sporten og den gode stemning og sammenhold. Samtidig vil jeg gerne se på, om der kan ændres i reglementet, så hestevelfærd kommer endnu mere i fokus. Her tænker jeg at min dyrlægefaglige vinkel er en bonus. Samtidig vil jeg gerne være med til at fascilitere at flere tør ride “svære” klasser. (AL2 og AL1). Et DM som i år hvor der kun er 8 starter i AL1 og 9 i AL2 viser, at selvom Alrid er i vækst, er der stadig for få der har mod på disse klasser”.

 

For Alridudvalget er det overordnede formål at:

At komme med forslag til forbedring og opdatering af reglerne for Alrid, fx discipliner og anvendelse af dommere
At indgå i drøftelser med sportskomiteen om udvikling af Alrid
I samarbejde med sportskomiteen og sportsdommerudvalget at medvirke til opkvalificering af sportsdommere med særligt fokus på behovet indenfor Alrid.

 

Du kan læse flere artikler om Alrid bragt i 2019 på DIs hjemmeside her: