Juhuu, tid til at tilmelde dig DIs Juniorcup 2019!

DIs JUNIORUDVALG INVITERER TIL JUNIOR CUP PÅ VILHELMSBORG D. 18 – 25. juli 2019

Er du mellem 11 og 18 år (født i år 2001 til 2008) og har du lyst til at deltage på DIs Junior Cup, har du nu muligheden!

Juniorcup på Vilhelmsborg 2017. Foto: Max Adelsbøll

Hvad indeholder ugen?

  • Super god og kvalificeret undervisning
  • Afsluttende stævne
  • Kost og logi hele ugen både for dig og din hest
  • En masse nye venskaber
  • Sjove aktiviteter
  • Enkeltfold og boks til hest
  • Mulighed for skovtur
  • Fantastiske omgivelser og faciliteter

 

Foto: Max Adelsbøll

Juniorcup på Vilhelmsborg 2017. Foto: Max Adelsbøll

Da Junior Cup er arrangeret af Dansk Islandshesteforening forudsætter deltagelse, at man er medlem af Dansk Islandshesteforening. Junior Cup er en unik mulighed for dig, som ønsker at udvikle dig sammen med din hest og samtidig have en uforglemmelig uge, hvor nye venskaber vil blive skabt på kryds og tværs af landet.

Junior Cup er en uge i selskab med en masse andre unge mennesker og er for alle niveauer af ridning. I ugens løb vil der være god og alsidig undervisning af nogle af Danmarks dygtigste ryttere og undervisere!

I vil i ugens løb blive inddelt på forskellige hold á ca. 6 ryttere i forskellige alderstrin, og hvert hold vil have en ældre holdleder til at hjælpe sig. Der vil være en masse forskellige sjove aktiviteter og hold-opgaver både i de enkelte hold og på tværs af holdene – så man kommer ikke hjem uden nye venner!

Junior Cup forudsætter, at du har mulighed for selv at medbringe hest. Det er vigtigt, at man selv er i stand til at sadle op, passe og håndtere sin hest. Dette inkluderer fodring af hesten og udmugning både på fold og i boks. Der vil selvfølgelig være den hjælp man behøver, således at man ikke står alene med noget.

Ugen sluttes af med et stævne med forskellige klasser:  4.5, 4.3, 4.2, 5.2, T.8, T.6, T.3, p2, pp1, cross country, flagridt og trail. Dette forudsætter at alle heste har stamtavle og er vaccineret efter gældende vaccinationsregler.

Juniorcup på Vilhelmsborg 2017. Foto: Max Adelsbøll

Tilmelding sker via sporti.dk

Det koster 4.300 kroner at deltage – dette inkluderer kost og logi, boks og fold til hest, undervisning samt stævnedeltagelse.

Tilmelding er bindende og i tilfælde af udsolgte pladser vil der blive oprettet en venteliste, som der kan tilmeldes ved at sende en mail til kbh@islandshest.dk.

 

Juniorcup på Vilhelmsborg 2017. Foto: Max Adelsbøll

For at gøre det muligt at afholde Junior Cup, er der følgende betingelser:

  • Der er plads til 48 deltagere, og vi forbeholder os retten til at aflyse, hvis der er færre end 36 tilmeldte d. 15. juni 2019. Hvis dette skulle ske, vil det fulde deltagergebyr betales tilbage, dog minus Sporti-gebyr.
  • Medbragte heste skal møde sunde og raske samt korrekt vaccineret jf. gældende lovgivning, desuden skal hesten være renracet islænder med korrekt hestepas. Udfyldt tro- og loveerklæring skal kunne fremvises ved ankomst.
  • Der er bindende tilmelding. Dvs. at der ikke kan meldes fra efter betaling, men det vil være muligt at sælge sin plads til anden side, evt. deltager på venteliste.
  • Hvis du selv eller din hest skulle blive syg inden Junior Cups start, betales det fulde deltagergebyr tilbage mod forevisning af gyldig læge/dyrlægeerklæring senest en uge før.

Vi glæder os til en fremragende uge sammen med jer!

/DI Juniorudvalget