Vil du bidrage til DIs jubilæumsbog?

Er du god til at skrive, og har du lyst til at bidrage med en tekst til Dansk Islandshesteforenings jubilæumsbog?

Bogen udkommer senere på året i anledningen af vores 50 års jubilæum. Vi har tre overskrifter, som vi gerne vil have tekster til. Det handler ikke så meget om det faglige, men mere om de oplevelser og glæder, der følger med, når man har islandske heste i sit liv:

Naturoplevelser til hest
Vi rider ud – ud i skoven, ud til stranden, ud på heden. Vi rider ud – ud for at være alene, ud for at være sammen, ud for at træne hesten. Fortæl om én (eller flere) af dine rideoplevelser i det fri, så vi næsten rider med på en hest ved siden af!

Avlerglæde
Der er stor glæde forbundet med at avle heste! Vi nørder worldfengur, vi kigger video, vi tager til følshows, kåringer og stævner, vi kigger på vores hopper og vores føl, vi snakker om heste – øj, hvor vi snakker om vores heste! Og så venter vi: Venter på føllet, venter på at høre om hoppen er drægtig, venter på at føllet bliver plag, venter på at plagen bliver unghest – og venter på at unghesten skal rides.. Fortæl om dine oplevelser med hesteavl!

Med i klubben
Ikke meget kan ske uden, at vi hjælper hinanden! Vi har sammen løftet de vildeste projekter: banebygning, aktivitetsuger, internationale arrangementer, politisk lobbyarbejde, kåringer, stævner, klubture, gigantiske fester. Der kan siges meget usexet om frivilligt arbejde, men dem, der er ”med i klubben” kan fortælle historier om fællesskab, styrke, sjov, magiske øjeblikke og ren og skær glæde ved at få ting til at ske. Fortæl om dine oplevelser med frivilligt arbejde omkring vores islandske heste!

Sådan gør du og formalia:
Send dit bidrag til redaktør af jubilæumsbogen Kari Baklund på kari@email.dk.

Vi håber, at der kommer flere bidrag end der er plads til i bogen! Hvis det skulle ske, så overdrages teksterne til TÖLT, som har mulighed for bringe dem efter aftale med forfatterne.

Deadline d. 15. marts.
Omfang: 8000 – 12000 anslag
Forfatterpræsentation: Skriv 6-8 linjer om dig selv og din hestebaggrund.