Stor tilfredshed med infomøde for stævnearrangører i lokalklubberne

– GENTAGELSE i vente

Foto: Frederikke Kjærgaard Aabo. Lokalklubben ASKA.

Den. 24. februar afholdte DIs sportskomité to informationsmøder målrettet lokalklubbernes mange frivillige stævnearrangører. Hvert år skaber de mulighederne for, at islandshesteryttere kan dyrke sin sport og ride stævner. Da 2019 byder på mange nye tiltag og ændringer i forhold til stævneridning og deltagelse i arrangementer, havde sportskomiteen taget initiativ til både et informationsmøde på Vilhelmborg og ét ved Lejre.

Således kunne især stævneudvalgene i lokalklubberne blive informeret i samlet flok og få mulighed for at drøfte regler og stille spørgsmål til sportskomiteen.

Vil gerne i dialog og klar på diskussion

-Formålet med møderne var at klæde klubberne på til at kunne besvare stævnerytternes spørgsmål samt at opdatere klubberne på regler i kommende stævnesæson.

Foto: Frederikke Kjærgaard Aabo. Lokalklubben ASKA.

Det fortæller Trine Winther fra DIs sportskomité, der selv var tilstede på Vilhelmsborg, mens Eva Maria Grou og Stine Weinreich fra sportskomiteen deltog i informationsmødet i Osted ved Lejre.

-Vi vil gerne arbejde på at forbedre dialogen med de frivillige stævnearrangører, således at de også kan indgå i dialog med rytterne. Derfor var der også lagt op til dialog og diskussioner. Der blev taget rigtig godt imod initiativet, og rigtig mange ønskede, at det fremover vil være muligt at afholde lignende informationsmøder årligt.

-Vi kan derfor melde ud allerede nu, at man ude i klubberne skal reservere datoen d. 24. november 2019, fortæller Trine Winther og uddyber, at sportskomiteen denne dag igen afholder informationmøder. Fokus vil være på at dele informationer, planlægge og få lagt en stævnekalender. Igen i dialog med mulighed for diskussion og erfaringsudveksling, afslutter hun.

/KC