Kom frisk og donér – Fristen er forlænget!

Foto: PROJEKT HEDELAND – Vision for udviklingen af Islandshestecenteret Hedeland.

Takket være adskillige sjællandske lokalklubbers overvældende økonomiske støtte er anlæggelsen af en gæðingakeppnibane på Hedeland meget tæt på at kunne realiseres.

Udsigten til at kunne tage de første spadestik til en gæðingakeppnibane i de første sommermåneder er derfor meget lys. Men vi har brug for jer, for at kunne komme det sidste stykke. NU skal det være! Lad og samle ind og komme helt i MÅL.

Hvad er Hedeland?
Islandshestecenteret Hedeland er beliggende i en del af de gamle grusudgravninger i området Hedeland. Hedeland ejes af de tre kommuner Roskilde, Greve og Høje Taastrup. Dansk Islandshesteforening har siden 1997 haft brugsrettighederne til et område på ca. 75.000 m2. Igennem alle årene har området været passet af frivillig arbejdskraft i Dansk Islandshesteforening eller i de lokale klubber. Hedeland er et unikt område på alle måder. En enestående natur med 45 km ridestier i et landskabeligt smukt og råt terræn med tryghed for ryttere, der er beskyttet fra trafikken.

Et sted at mødes
På islandshestecenteret Hedeland har islandsheste og -ryttere kunnet mødes gennem de sidste 20 år. Forskellige kategorier af ryttere har samlet sig i den ånd, man kan forestille sig, der herskede på Alting-sletten på Island siden Vikingetiden. Her mødtes man i ædel kappestrid om hvem der havde den bedste tølter, hvem der kunne ride hurtigst flyvende pas, og hvem der havde den bedste hest. Man har mødtes fra nær og fjern med den islandske hest som samlingspunkt, og hesten var kernen i samværet uanset hvem man var, og hvor man kom fra.

Hedeland er derfor en stor identitetsmarkør for Dansk Islandshesteforening.

Hvorfor samler vi ind?
Islandshestecenteret Hedeland er nedslidt, og kan ikke længere rumme eller tilbyde faciliteter til store sportsarrangementer, kåringer, eller en helt almindelig weekend for en lokalklubs jubilæumsstævne med overnatning og langtursridning. Derfor har vi i projektgruppen under Dansk Islandshesteforenings bestyrelse udarbejdet et ambitiøst fondsansøgningsmateriale. Det kan du se lige her. På baggrund heraf kunne vi sidste år melde ud, at en forlængelse af passporet kunne gennemføres. Så langt så godt. Vi må gå frem bid for bid.

Nu gælder det etableringen af en gæðingakeppnibane, og sammen med jer, kan vi komme det sidste stykke. NU skal det være. Vi samler ind, og vi har gjort det nemt. Grib din telefon – åbn Mobilepay og donér lige nøjagtigt det beløb til etableringen af GK-banen, som du har lyst til.

Vi kvitterer med et kæmpestort og hjerteligt tak, og vi lover at invitere alle dén dag, snoren klippes, og den første gæðingur blæser ned af banen.

Sådan gør du:
1. Åbn App´n Mobile Pay
2. Indtast det beløb, du ønsker at donere og klik på næste
3. Indtast nummeret 94325, klik på Retur og Næste
4. VIGTIGT: I kommentarfeltet nederst skriver du “Hedeland”
5. Til slut swiper du på “Send penge”

Projektgruppen er organiseret under Dansk Islandshesteforenings bestyrelse , og du vil kunne se, at Dansk Islandshesteforening står som modtager.

Hvornår slutter indsamlingen?
Indsamlingen til etablering af gæðingakeppnibanen er forlænget fra 1. maj til nu at slutte 15. juni. I fremtiden vil vi igen starte indsamlinger til helt specifikke anlægarbejder.

/ Hedelandsudvalget, projekt og drift – opdateret pr. 8.5. 2018