|
I 2008 blev Youth Cup afholdt i Brunnadern Schweiz fra den 12. – 20. juli og der var udtaget 8 piger der skulle forsvare de danske farver.
Marie-Louise Ahlgreen-Ussing Sarah Pålsson Elbæk Josefine Elsing Sofia Giese Kira Lange Jensen Cecilie Catharina Langvad Cecilie Pagh Laursen Sarah Høegh Nielsen
De 8 piger mødtes til den første indledende samling lørdag den 29. marts på Vilhelmsborg.
Juniorudvalget har arrangerede to samlinger i foråret som optakt til Youth Cuppen. Den første samling blev afholdt som et et-dags seminar med juniorudvalgets medlemmer som oplægsholdere. På programmet var præsentation af holdet samt af holdleder, Tenna Salmonsen og countryleader, Mette- Line Christiansen.
Rytterne kendte hinanden på forhånd, mens flere af rytterne ikke kendte de voksne ansvarlige. Tenna og Mette- Line kendte ikke rytterne, så det var vigtigt for alle at få ”ansigter på” og afstemt forventninger til samarbejdet.
Uddrag af pigernes dagbog fra Schweiz
Følgende er klippet fra to dagbogsberetninger skrevet af Cecilie Pagh Larsen (Cille P.) og Cecilie Catharina Langvad (Cille L.), som begge var med på det danske Youth Cup-hold i Schweiz.
Endelig kom fredag den 11. juli, hvor jeg skulle rejse sammen med det danske YC-hold til Schweiz. Når man sådan skal afsted i 8 dage, og det har noget med heste at gøre, er der virkelig mange ting, der skal med, så for mit vedkommende var der mange ting der blev taget op af kufferten igen. Derfor var alt bagagen vejet grundigt hjemmefra, og så meget som muligt var taget med som håndbagage. Da vi kom ud til gaten mødtes vi med jyderne og gik sammen ombord på flyet til Zürich. Vi var 7 deltagere, 1 team leader, 1 country leader og 3 hjælpere fra DI, der deltog for at se, hvordan en YC blev afviklet, for i 2010 skal YC jo holdes i Danmark. (Cille P)
Om aftenen blev vi delt ind i de internationale teams, hvor vi skulle bruge det meste af vores tid. For at ryste os sammen, var der allerede den aften en af flere team tests. Teamlederen blev separeret fra gruppen og de blev hver især spurgt forskellige spørgsmål for at se hvor meget de allerede kendte til sit hold. Derudover fik alle hold en farve og en vest med FEIF logo på ryggen i den farve holdet havde. (Cille L)
Det specielle ved Youth Cup er, at man ikke kun stiller op i gangartsklasser, der er også både flagridt, dressur, terrænridt mm. Så det nytter ikke at have en hest, der er god til gangartsklasser, men er bange for blåt plastic og flag og ikke kan gå over en bro. For i Youth Cuppen er alle disciplinerne vægtet lige højt. Konkurrencen foregår ligesom den danske Junior Cup med, at man skal ride 3-4 discipliner, og man rider for sit internationale hold. F.eks. red jeg flagridt, fordi min hest ikke havde specielt gode gangarter og ikke kunne gå dressur. Dette var dog også et meget fornuftigt valg, da jeg blev nr. 3 i flagridt ud af de 38, der var med. Konkurrencen gik godt for os danskere, til trods for at vi red på lånte heste, og der var da også et par stykker i finalerne. (Cille P)
Vi skulle 2 og 2 på holdet finde sammen og lege hest. Dvs. vi skulle udføre et fem-gangsprogram med vores egne ben! Hver gang de internationale hold havde haft pauser havde de bygget på en hest af papkasser, som man så tog over sin krop, så man kun kunne se vores ben. Der blev så lavet en ovalbane inde i vores spisetelt, hvor dommerne sad og gav karakterer efter hver gangart. Der var mange sjove heste, og sjove måder at udføre gangarterne på. Det blev grinet godt igennem den aften! (Cille L)
Det har været en helt igennem god tur, og vi har alle lært rigtig meget – både i undervisningen, om hinanden, og ikke mindst om andre landes kulturer. Vi på det danske hold havde i forvejen et godt sammenhold, men der er ingen tvivl om, at vi har fået et endnu bedre sammenhold nu. På vores internationale teams, fik vi også et helt specielt venskab. Vi var sammen helt fra morgenstunden til vi skulle spise aftensmad. Og på vores friaftener ville vi lige så gerne være sammen med nogle af vores nye venner, som de danske ”trygge” venner. Så selv om vi kom fra mange forskellige nationer, var vi alligevel lidt ens, vi delte jo alle den dejlige interesse – islandske heste. (Cille P)
Jeg fik rigtig meget ud af undervisningen. Man kunne i høj grad mærke på underviserne, at de virkelig gerne ville gøre os til bedre ryttere. De var hele tiden over en, og alle sammen var de gode til at forklare, hvad de mente, hvis man ikke lige forstod det. Undervisningen foregik på engelsk, og vi havde alle øvet os på hesteudtrykkene på engelsk, så efter den første time, havde vi ikke problemer med at forstå, hvad underviseren ville have os til at gøre. (Cille P)
Da stævnet var slut, var der en flot afslutningsceremoni. Alle os deltagere var på hesteryg, og vi red ind i vores internationale teams med teamleaderen forrest. Efter FEIF Youth leaderen Anne Svantesson havde holdt en lille tale, sagde hun til sidst: ”Nu skal I tilbage til jeres nationale team, men husk - I vil altid være en del af jeres internationale team.” Dette var trist – men sandt. Mette Line, vores countryleader, kom gående med fanen og ”samlede os op” fra vores internationale teams. Til sidst fik vi alle, til minde om Schweiz, en træ-ko med klokke. (Cille P)
Nogle af os havde rigtig svært ved lige pludselig at skulle hjem. Det måtte gerne have varet 14 dage! Det har virkelig været en oplevelse for livet, og når jeg kigger på min sløjfer der hænger herhjemme, bliver jeg glad indeni og tænker på de fede dage med nogle fede nye venner. Jeg vil klart anbefale at man tager med på Junior cup næste år, og prøver at få sig en udtagelse til Youth Cup 2010 som er i Danmark. Det bliver undervurderet i Danmark, virkelig! Da jeg selv hørte om det første gang, var jeg slet ikke interesseret, men nu, efter jeg har prøvet det, ville jeg gerne med igen hvis jeg ikke var for gammel. Men så prøver jeg i stedet at blive team leader i 2010, for det er al energien værd! (Cille L)
Til sidst vil jeg på vegne af holdet sige mange tak til alle dem, der har fået Youth Cuppen op at stå. Tak til Mette Line Christiansen, som var den bedste countryleader, man kunne ønske sig. Hun var der til vores undervisning, løste vores problemer og tog en masse gode billeder af os. Tak til Tenna Salmonsen, fordi hun ville være team-leader. Jeg vil påstå, at hun var den bedste team-leader, der var på hele cuppen. Jeg kunne se på deltagerne fra hendes hold, at de var MEGET glade for hende. (Cille P)
De danske individuelle samt hold-resultater ved Youth Cup 2008:
Sarah Høegh Nielsen - Góa T.7: nr. 12 ud af 35, med 5.13 V.4: nr. 4 ud af 14, med 5.77 (lå nr. 3 efter udt.) FS2: nr. 10 ud af 19, med 4.83 TR1 (behændighed) nr. 29, med 3.60
Sarah var på hold G som blev nr. 2 ud af 12.
Sofia Giese - Ásaþór frá Kaldbak T.7: nr. 23 ud af 35, med 4.77 V.4: nr. 11 ud af 14, med 5.00 (B-finale) (lå på en delt 10. plads efter udt.) CR1 (terrænridt): nr. 34 ud af 40, med 4.80 FR1: Ikke godkendt gennemløb
Sofia var på hold J som blev nr. 12.
Cecilie Catharina Langvad - Víðir frá Hábæ T.7: nr. 31 ud af 35, med 4.27 F.2: nr. 13 ud af 17, med 4.17 PP2: nr. 6 ud af 11, med 5.67 P2: nr. 6 ud af 8, med 11.64"
Cecilie L var på hold D som blev nr. 9 ud af 12
Marie-Louise Algreen-Ussing - Litur frá Innri-Kleif T.7: nr. 33 ud af 35, med 3.97 CR1 (terrænridt): nr. 9 ud af 40, med 6.70 FR1 (flagløb): Ikke godkendt gennemløb
Marie-Louise var på hold F som blev nr. 11 ud af 12.
Josefine Elsing - Hekla d'Auas Sparsas V.4: nr. 6 ud af 14, med 5.10 (Red sig op fra en B-finale, lå nr. 7 efter udt.) CR1 (terrænridt): nr. 4 ud af 40, med 7.30 FR1 (flagløb): nr. 7 ud af 27, med 12.78" T.7: nr. 28 ud af 35, med 4.53
Josefine var på hold E somblev nr. 7 ud af 12.
Cecilie Pagh Laursen - Njörður frá Keldnakoti V.4: delt 14. plads, med 4.87 CR1 (terrænridt): nr. 18 ud af 40, med 6.40 FR1 (flagløb): nr. 3 ud af 27, med 10.88"
Cecilie PL var på hold C som blev nr. 1 ud af 12.
Kira Lange Jensen - Ilmur frá Eyvindará F.2: nr. 9 ud af 17, med 4.26 (med 0 for galop) (lå nr. 7 efter udt. med 5.13) PP2: nr. 8 ud af 11, med 4.58 CR1 (terrænridt): nr. 36 ud af 40, med 4.10 TR1 (behændighed) nr. 8 ud af 29, med 7.00
Kira var på hold A, som blev nr. 6 ud af 12.
Læs mere om FEIF´s Youth Cup på http://www.fycup.ch/
|