Du er her:  Forside > Lokalklubber > Hvad er en lokalklub
Tryk Ctrl-D for at oprette et bogmærke til denne side

Lokalklubber

Lokalklubberne og det arbejde der udføres der, til gavn og glæde for den islandske hest og dens ejere, er af enorm stor betydning for Dansk Islandshesteforening. Det er grundstammen i hele foreningsarbejdet.

Der er godt og vel et halvt hundrede lokalklubber fordelt over det ganske land, så der vil altid være en i nærheden af hvor du bor.
 
Som nybagt islandshesteejer er det en stor hjælp at hente i lokalklubben, her møder du andre hesteejere , som gerne deler ud af deres viden om vores dejlige lille hest.
 
Når man har købt sin første islandske hest, har man helt naturligt en masse spørgsmål om pasning, fodring og ridning og så er det rart at snakke med andre mere erfarne hesteejere. Det sociale islæt spiller en stor rolle i lokalklubberne, selvom vore heste og deres udvikling er i centrum.

Hvad er en lokalklub?

Og hvad er en lokalklub så?  En forening med formand og bestyrelse som vælges på den årlige generalforsamling. Mange klubber har deres egen hjemmeside på nettet, hvor du kan gå ind og se hvad der sker i klubben.


Mange klubber udgiver et blad eller nyhedsbrev med hestenyheder og aktivitetskalender. I bladet har medlemmerne desuden mulighed for at skrive om netop deres dejlige hest og deres oplevelser med den. Det er også bestyrelsen, der skriver og redigerer bladet, foruden de mange andre arrangementer der foregår i lokalklubben.
 
Klubberne er forskellige og derfor er der også forskel på de aktiviteter der foregår i klubberne. Nogle klubber satser meget på ridekurser, stævner og konkurrencer, mens andre klubber arrangerer rideture ved skov og strand og foredrag om avl og fodring og stutteribesøg. Men fælles for alle er vist, at man efter rideture og stævner hygger sig med mad og drikke, mens snakken går. I de fleste klubber er der også arrangementer for juniorer, f. eks weekender med undervisning i, hvordan man passer sin hest og gangartkurser for dem som vil deltage i stævner og konkurrencer.
 
Lokalklubberne er medlem af Dansk Islandshesteforening, og lokalklubberne betaler et mindre beløb pr. medlem til Dansk Islandshesteforening.  

Link til liste over lokalklubber i Danmark

Klubkomitéen


Klubkomiteen består af 4 medlemmer og en suppleant som vælges på generalforsamlingen. Kandidaterne er indstillet af klubberne på klubmødet i september.

Formanden for klubkomiteen er også med i DIs bestyrelse og varetager klubbernes interesser i hovedbestyrelsen.

Klubkomiteen og Klubmøderne er bindeleddet mellem Dansk Islandshesteforening og klubberne. DIs lokalklubber er til enhver tid velkommen til at ringe til et medlem af Klubkomiteen med spørgsmål eller ris/ros.

Klubkomiteen  laver kursusvirksomhed for klubberne, det kan f. eks. være DIF-kurser og er behjælpelig med problemløsning i klubberne.

I 2009 gik DI og klubberne sammen i gang med medlemsregistrering. Dette arbejde fortsætter i 2010.
 

Klubkomiteen  laver kursusvirksomhed for klubberne, det kan f. eks. være DIF-kurser og er behjælpelig med problemløsning i klubberne.

 

 

Klubmøder

Klubmøderne giver DIs lokalklubber mulighed for at gøre deres indflydelse gældende i Dansk Islandshesteforening og komme i dialog med Dansk islandshesteforenings bestyrelse. Klubmøde afholdes to gange om året i marts og september. Sted og tidspunkt annonceres på Dansk Islanshesteforenings hjemmeside.

Klubmøderne er stedet hvor klubberne kan møde bestyrelsesmedlemmer fra fagkomiteerne: sport, avl , udddanelse og natur.

Formålet er bl.a. at få et konstruktivt samarbejde mellem klubberne og Dansk Islandshesteforenings bestyrelse.

 

 

Typovizion - Typo3 CMS webudvikling