Takt og tone i naturen

Allerede få år efter Dansk Islandshesteforenings start var bestyrelsen blevet opmærksom på, at der var et stort, udækket behov for oplysning og vejledning om, hvordan man som rytter færdes i naturen under passende hensyntagen til andre trafikanter såvel som til naturen, og efter forslag fra Poul Madsen i Knebel på Djursland besluttede man at udarbejde og bekoste en brochure med navnet Takt og tone for islandshesteryttere.

Der blev indledt et samarbejde med Miljøministeriet og Direktoratet for Statsskovbruget, nu Skov- og Naturstyrelsen, om at udarbejde teksten, således at den korrekt afspejlede de gældende lovregler, og i april 1974, for godt og vel 30 år siden, kom den lille grønne 12-siders folder til verden. Der blev udsendt to eksemplarer til hvert medlem af foreningen. Skovdirektoratet, der var både overraskede og begejstrede for ideen, som de aldrig før havde været ude for, bad om et større antal til udsendelse til samtlige skovdistrikter. Yderligere eksemplarer blev sendt til pressen, hestetidsskrifter og rideskoler.

Siden da er brochuren kommet i adskillige oplag, og vi har mistet overblikket over, hvor mange tusinder der i alt er blevet distribueret. Lige fra starten har det været foreningens politik at sikre vore medlemmer de bedste muligheder for at ride i naturen under ansvar, med hensyntagen til andre brugere og til den natur, vi er så stærkt afhængige af.

I dag ligger denne opgave i hænderne på foreningens naturudvalg, der bl.a. for nyligt har udsendt den lille folder "Gudernes hest - ude i naturen", der foruden et kort sammendrag af reglerne om ridning også handler om sikkerhed til hest.

Vi har længe overvejet udarbejdelsen af en ny og revideret udgave af "Takt og tone for islandshesteryttere" til brug bl.a. i vores ridemærkeundervisning. Den vil også til sin tid vil være at finde her på Dansk Islandshesteforening hjemmeside, men projektet er blevet forsinket på grund af de netop vedtagne ændringer i loven om naturbeskyttelse (vedtaget ved 3,. behandling i Folketinget den 25. maj 2004 til ikrafttræden den 1. oktober 2004). Her er der gennemført enkelte ændringer, der forbedrer rytternes adgangsmuligheder, men da vi fortsat venter på de bekendtgørelser og cirkulærer, der skal udmønte lovændringerne i praksis, kan vi endnu ikke færdiggøre dette arbejde.

Ridning er lovmæssigt reguleret dels af færdselsloven, der definerer en rytter som et køretøj, med de deraf følgende rettigheder og pligter. Man må således ride på alle offentlige veje i højre vejside, bortset fra motor- og motortrafikveje, men ikke på fortove og cykelstier, og man skal have lygte på efter mørkets frembrud. Dels af Mark- og vejfredsloven, der bl.a. regulerer anvendelsen af private veje. Der har længe hersket uklarhed, om denne eller Naturbeskyttelsesloven gik forud, der hvor de støder sammen, men dette skulle blive klarlagt i forbindelse med den nye Naturbeskyttelseslov, ifølge hvilken myndighederne i visse tilfælde kan tilsidesætte f.eks. et Ridning Forbudt-skilt.

Endelig er der så Naturbeskyttelsesloven, der er grundlaget for den centrale Bekendtgørelse om Offentlighedens adgang til naturen, og hvor vi afventer en revideret udgave, før vi kan sige, at vi kender alle ændringer.

Takt og tone

Et er lovgivning, et andet er vores opførsel. Ridningens store fremgang har øget presset på naturressourcerne og har gjort det ekstra vigtigt, at vi informerer og opdrager især vore yngre ryttere. Foruden de rent praktiske problemer er der stadig hos mange mennesker en frygt for de store dyr, selvom vore heste heldigvis ikke er helt så store og nok virker mere tillidsvækkende. Men vi er meget afhængige af adgangen til den frie natur, vi kan ikke nøjes med ridehuse og dressurbaner, så vi må lære at opføre os som gode gæster, så vi får lov til at komme igen. Det kedelige er, at der blot skal nogle få hensynsløse ryttere til for at ødelægge meget for de mange.

Det grundlæggende princip er at gøre alt for ikke at efterlade større spor end nødvendigt. Kan vi bevæge os, så det ikke kan ses, at vi har været der, er meget vundet.

Når man møder fodgængere, cyklister eller andre ryttere, skal man sætte farten ned og passere i skridt med så stor afstand, som forholdene tillader. Det er ligeledes god tone at hilse pænt, og kommer man bagfra, bør man bede om lov til at passere.

Ridning i Skovene

For færdsel i private skove gælder særlige regler. Der er adgang for fodgængere og cyklister ad veje og stier, men ridning kan kun finde sted med særlig tilladelse fra ejeren. Det er således nødvendigt at sætte sig i forbindelse med ejeren, før man rider i en privat skov, og han kan fastsætte reglerne og betalingen for en eventuel rideordning.

I statsskovene gælder særlig gunstige regler for ridning, som findes i den ovennævnte bekendtgørelse. Overordnet er ridning er gratis og tilladt ad befæstede eller asfalterede veje, ad veje, hvor skovbestyrelsen har tilkendegivet, at ridning er tilladt, samt i den åbne skovbund, dog ikke i nyplantninger eller indhegnede områder. Ridning på de befæstede veje må dog ikke ske i galop, og man skal fortrinsvis ride i rabatterne og undgå hjulsporene. Hvis en vej er nyanlagt eller renoveret, må man tage særligt hensyn og eventuelt bruge en anden vej.

Man må aldrig ride på afmærkede cykel- og gangstier og heller ikke over klitter og fortidsminder.

Den ovennævnte bekendtgørelse indeholder også en opsamlingsparagraf, der giver skovejeren (statsskovrideren) mulighed for at fastsætte yderligere regler for udøvelse af ridning i skoven. Desværre står der ikke beskrevet, hvilke begrundelser der her skal gives, så rytterne er i en vis udstrækning afhængige af skovvæsenets sans for fair play i denne forbindelse. Under alle omstændigheder bør man kontakte det enkelte skovdistrikt for at få at få oplyst eventuelle særregler.

Det bør også nævnes, at disse regler ikke gælder for kommerciel anvendelse af skoven, idet rideskoler, hesteudlejningsstalde og rideklubber samt jagtridningsarrangementer o.l. af en vis størrelse skal indgå en aftale med skovdistriktet, der foruden de nærmere betingelser også kan indeholde en afgift. Reglerne herfor indgår i en aftale, der blev indgået i 1996 mellem Skov- og Naturstyrelsen, Friluftsrådet, Danmarks Idrætsforbund, Dansk Ride-Forbund og Dansk Islandshesteforening.

Endelig skal det bemærkes, at ikke-erhvervsmæssig kørsel med hestevogne er tilladt ad de befæstede og asfalterede skovveje.

Ridning i det åbne land

Dette er nok det område, hvor de største fortolkningsproblemer findes, og hvor det er meget svært at give håndfaste regler eller anbefalinger, da der er så mange gråzoner. Som nævnt tidligere er ridning på offentlige veje underkastet færdselsloven og derfor ret klart defineret. Men problemerne opstår med de mange private veje og de endnu flere private fællesvej, d.v.s veje, der ikke er offentligt ejede, men som betjener mere end én ejendom. Her har den nye Naturbeskyttelseslov forsøgt at klare begreberne, men vi kan endnu ikke bringe den endelige formulering. Et særligt problem er i det hele taget at kunne fastlægge en vejs ejerforhold.

Generelt er ridning tilladt på gennemgående, private fællesvej, såfremt der ikke er tydelig skiltet med Ridning Forbudt. Dette gælder nu også for private fællesveje, der fører gennem en privat skov. Et sådant forbud skal være godkendt af samtlige vejberettigede grundejere, men vil efter den nye lov kunne tilsidesættes af amtet, såfremt vejen tjener væsentlige rekreative formål og der ikke findes noget brugbart alternativ.

På egentlige private veje har ejeren den fulde ret til at regulere anvendelsen ifølge Mark- og vejfredslovens §17 og kan skilte, som han ønsker. Men det er naturligvis fortsat muligt at ride over privat område, hvis man først indhenter ejerenes (bondens) tilladelse og ellers opfører sig pænt og ikke efterlader alt for synlige spor.

Færdsel på udyrkede, private arealer som f.eks. brakmarker er efter den nye lov tilladt for fodgængere, men indtil vi ser den samlede lovtekst må vi gå ud fra, at ridning fortsat er forbudt.

Ridning på stranden, der i mange år har været forbudt, vil derimod nu blive tilladt i tidsrummet 1. september til 1. juni og ikke blot i havstokken, som det var i gamle dage, men helt op til den første bevoksning. Ejeren af stranden (statsskovdistriktet eller kommunen) kan dog give tilladelse til ridning også i badesæsonen, og vi må forvente, at dette vil være muligt de steder, der ikke er egnet til generel badning.