INDVIELSE: Støttearrangement til fordel for Islandshestecentret Hedeland

2. påskedag d. 22. april indvies den helt nyanlagte gæðingakeppnibane på Hedeland

Hedelandsudvalget og Faxi-klubben inviterer til en festlig 2. påskedag, hvor Dansk Islandshesteforenings formand Mie Trolle klipper båndet over og officielt åbner den helt nyanlagte 300 m. gæðingakeppnibane. Der er gratis adgang for alle tilskuere!

Nu sker det!

Endelig er det en realitet! Ikke mindst takket være de utrolig mange flotte donationer fra bl.a sjællandske lokalklubber, som du kan se hele listen over her.

-Vi har inviteret pressen og de interessefæller, som arbejder omkring baneprojektet – og vi ser frem til, at rigtig mange fantastiske heste og ryttere deltager i festlighederne, siger formand for Faxi-klubben, Nete Jørgensen og fortsætter:

-Vi har taget initiativ til dette arrangement for at få samlet så mange penge ind så muligt. Nu skal baneprojektet helt i mål! Derfor er det også dejligt, at flere lokalklubber og enkeltpersoner bakker op om at arrangementet her kan sættes i søen.
Vi glæder os til at kunne tage banen i brug på dagen, hvor der også afvikles stævne. Der er også allerede booket flere gæðingakeppniarrangementer henover foråret og sommeren, og det hele kulminerer jo med DM i gæðingakeppni til sommer, siger Nete.

Arrangørene har lagt sig i selen for at lave en god café, og hele overskuddet herfra går til Hedeland/baneprojektet. De håber derfor, der er mange, der vil støtte op, komme og deltage, og at endnu flere vil komme og kigge på og derved støtte på anden vis.

Et stævne for alle

Ved stævnet vil du kunne opleve gæðingakeppniklasserne:

  • B-flok – med flere på banen, der vises arbejdstølt, trav og hurtig tølt
  • A-flok, med flere på banen, der vises tølt og trav på ovalbanen og pas på passporet.

Hvis programmet giver plads til det, laves finaler i begge klasser.

Du kan også vælge at ride og opleve sportsklasser på den 250 m. ovalbane:

  • T8 let tølt klasse
  • T5 mellemsvær klasse
  • 3- gang (du vælger selv 3 gangarter)
  • 4.5 let 4-gangs klasse
  • 4.3 mellemsvær klasse

På passporet, kan du vælge at ride:

  • 100 m speedpas

Der er således noget for alle, om du er begynder eller øvet, uanset om du eller din hest har megen eller lidt erfaring. Det vigtigste er, at du har lyst til at ride og have en sjov dag sammen med andre islandsheste”tosser”.

Stævnet har D-status.

-For at skaffe størst muligt overskud har vi valgt at have så få faste udgifter så muligt. Det vil sige, at teltet er udlånt af en privat. Dommerne har sponsoreret deres tid. Dommerteltene er udlånt af lokalklubberne. Kagerne er sponsoreret af private, og en masse frivillige lægger tid og kræfter i arrangementet, afslutter Nete.

Du kan tilmelde dig som rytter indtil 17.4. 2019  lige her på sporti.dk

/KC