Mini-seminar i projekt Naturspor

Projekt “Naturspor” afholdte søndag d. 28.oktober et mini-seminar i Hippologisk Selskabs lokaler på Vilhelmsborg. 44 mennesker fra hele landet kom til Vilhelmsborg for at drøfte, hvordan vi fremmer at få bedre adgang til naturen og hvordan der kan oprettes flere rideruter. De fleste deltagere på mini-seminaret var indvalgte repræsentanter i Friluftsrådets kredse, hvor de enten præsenterer Dansk Ride Forbund eller Dansk Islandshesteforening, men der var også repræsentanter fra hesteturisme og lokale ridelaug.

Der var flere hovedpunkter på dagsordenen:

  • Hvordan styrker vi samarbejdet på tværs af alle heste-interesserede?
  • Skal ridelaug være grundstenen i organiseringen af naturrytterne?
  • Fremvisning af elektronisk platform (GIS) for rideruter – et kortværktøj – som kan danne grundlag for en fremtidig ride-app
  • Konkrete erfaringer fra lokale udfordringer med at få oprettet rideruter og få rideruter på kommunernes dagsordener

Projekt Naturspor er et 4-årigt projekt, som i hovedsagen er finansieret af Danmarks Idrætsforbund, og udføres i samarbejde mellem Dansk Ride Forbund og Dansk Islandshesteforening.