Islandsk hesteprofil modtager professorat i ridekunst

Foto: Andreas Hejndorf

Den islandske rytter og træner, forhenværende lærer og lektor på Hólar, Eyjólfur Ìsolfsson, bliver fra d. 1. september 2019 adjungeret professor i ridekunst ved SLU. Professoratet knyttes særligt til kunsten at ride islandske heste.

Af Kristina Christensen

Sveriges Landbrugsuniversitet, SLU, har i en pressemeddelelse d. 28. august 2019 offentliggjort, at Eyjólfur Ìsolfsson begynder sin embedsperiode som adjungeret professor ved SLU på 10 procent af fuld tid den 1. september. Ansættelsen er blevet muliggjort takket være finansiering fra National Horse Industry Foundation (HNS).

Ønsket er at styrke den hippolog-uddannelse, som udbydes på SLU set i lyset af, at ridning på islandske heste gennem de seneste årtier er blevet Sveriges mest populære hestesportsgren.

SLU skriver i pressemeddelelsen, at den islandske hesterace er den tredje mest udbredte i Sverige, og at islandshestesporten er vokset så hurtigt, at der er et stort behov for veluddannede ridelærere og -trænere i Sverige. Det fremgår også, at Hippolog-uddannelsen ved SLU siden 2010 har fokuseret på ridning af islandske heste på Hästnäringens Riksanläggning, Wången, i Jämtland, og at denne nu får tiltrængt forstærkning gennem engagementet af Eyjólfur Ìsolfsson, der beskrives som internationalt førende inden for træning og uddannelse af islandske heste og deres ryttere.

Der skal lyde et hjerteligt tillykke til Eyjólfur Ìsolfsson, der er bosiddende i Danmark, og formentlig kendt af mange danske islandshesteryttere for sit videouddannelsesmateriale ”Á hestbaki”, sine mange foredrag i lokalklubberne, sine clinics og for sin omfattende kursusvirksomhed.

Eyjólfur Ìsolfsson er tidligere lektor og chef-ridelærer på Hólar Universitet og certificeret “Master Trainer” – den højest opnåelige titel i sammenslutningen af Félag Tamningamanna – Icelandic horse Trainers Association. Kun seks mennesker har opnået æren af at kunne kalde sig ”Master Trainer”.

Kilde: https://www.slu.se/ew-nyheter/2019/8/islandsk-ryttarprofil-far-professur-i-ridkonst/