Kajak og keyhole! – Alt om DM i Alrid 2017

Weekendens DM i Alrid afholdt med succes!

Mette Koefoed på Stefnir fra Gultentorp. Danmarksmester i Alrid 2017. Foto: Anna Noer

70 ekvipager dystede i de sejeste udfordringer ved DM i Alrid i weekenden 9.-10. september på Vilhelmsborg.

Ovenpå strabadserne kan DI ønske hjertelig tillykke – både til arrangørerne fra Toppur med et veloverstået stævne, samt til den nykårede Danmarksmester i Alrid, Mette Koefoed. På vallakken Stefnir fra Gultentorp lykkedes det ekvipagen at gøre en forskel især i lydigheds- og gangartsdiciplinerne, og det endda til trods for, at Mette kun har trænet Stefnir heri i løbet af de sidste tre uger.

-Stefnir tilhører Tenna Vestergaard, der tidligere har redet AL2 på ham. Jeg har undervist parret i tre år, så jeg kender hesten rigtig godt. Ved dette års DM i Alrid må jeg virkelig sige, at jeg var imponeret og udfordret – især på de kreative forhindringer. Det ville være løgn at sige, at det ikke kildede i maven, da vi gik forhindringerne igennem. Sværhedsgraden var høj, selv for en garvet Alridrytter som jeg, fortæller Mette Koefoed. Især forhindringen “keyhole”, som arrangørerne havde fået sponsoreret af et tømrerfirma var meget imponerende.

Det berygtede keyhole – en ny type forhindring, der ikke er set før til DM i Alrid.

-På banketten går vi faktisk på næsen, men jeg bliver heldigvis siddende. Det er en meget udfordrende type forhindring for hesten, da den forventer at skulle springe over elementet og lande på den anden side fremfor at springe op og forblive på elementets niveau. Man aner det lige i tv-indslaget fra TV2-Østjylland, afslutter Mette Koefoed med et stort smil i stemmen.

Mette Koefoed og Stefnir modtager roset og medalje. Foto: Anna Noer


Bane og balance

Om forhindringerne fortæller én af DM´s stævneledere Marion Randelshofer, at det altid er en interessant balance at lave banen.

-Den må hverken være for svær eller for let, og jeg synes, at vi ramte niveauet rigtig godt. Vi har haft et superfint DM, hvor alt er gået over al forventning. Der har ikke været styrt eller skader, og vi har haft en dejlig stemning med masser af glade deltagere og hjælpere.

Marion fortæller, at det er anden gang, at hun er involveret i organiseringen af DM i Alrid, senest i 2015.

-Heldigvis var vejret denne gang med os, og selvom vi havde megen regn i området op til DM, artede det sig nogenlunde under afholdelsen. Vores største udfordring er sådan set, at det er en offentlig skov, der rides i. Dvs. vi har meget kort tid til at opstille forhindringerne. I den forbindelse skal der lyde en stor tak til Louise Bruun samt hjælperteamet fra Toppur for på to dage at opbygge forhindringerne i samarbejde med tømrerfirmaet Villefrance.

Det er også et omfattende arbejde at organisere de omkring 70 hjælpere, der er nødvendige for afholdelsen af et DM i Alrid fortæller Marion.

-Hver deltager skal stille med mindst én hjælper. Til gengæld sørger vi godt for alle både ryttere og hjælpere med fuld forplejning. Søndag aften kunne vi pakke det allermest nødvendige ned, og nu skal jeg vist have kigget lidt på mit stuegulv herhjemme, der stadig bærer præg af weekendens DM, afslutter en glad Marion.

Kajakken var en ny og ikke tidligere set forhindring ved DM i Alrid. Foto: Anna Noer

 

Danmarksmester i Alrid 2016 Anne Steiner på Depill fra Søborg. Foto Anna Noer


Flot mediedækning fra Tv2 Østjylland

Tv2 Østjylland lagde vejen forbi Vilhelmsborg og producerede et fint indlæg ( Se det her), hvor der både blev plads til interview med Mette Koefoed, der senere gik hen og blev Danmarksmester samt Pia Dora Jakobsen, Toppur, der også var stævneleder.

Der skal lyde en stor tak på foreningens vegne for den enorme indsats som Toppur og de mange frivillige har lagt i dette års DM i Alrid. Det lykkedes både arrangørerne at skaffe mange sponsorer, og afvikle et vellykket DM, hvor det osede af fællesskab, spænding og hjælpsomhed.

Stemning og power. Foto: Anna Noer


Resultater/placeringer i de enkelte klasser

AL 1 senior:
1 – Mette Koefoed/Stefnir fra Gultentorp
2 – Anne Steiner/Depill fra Søborg
3 – Marianne Erneberg/
Joi fra Kjartanstödum
4 – Charlotte Holst/
Halla fra Oddholi
5 – Mette Carlsen/Þorri fra Svennebjerg

AL 1 ungrytter:
1 – Charlotte Sandfeld/Fina-Gloa fra Jespersgaarde

AL 2:
1 – Carina Bech Laubo/Mári frá Álfhólum
2 – Lisbet Karred Larsen/Odin fra Svalegaarden
3 – Sixten Beck/Heimdallur fra Nybo
4 – Laura Nygaard Kjær/Snót fra Aalund

AL 3 individuelt:
1 – Helene Saltoft/Siggi Fra Allpass
2 – Lonni Vandborg/Mimir fra Sandbjergvej
3 – Susanne Ellemose/Krummi fra Virkelyst
4 – Freja Møller/Elisa fra Hafdal
5 – Henrik Thyssen/Silja fra Stald Kyhl

AL 3 hold:
1 – Gitte Vestergaard Laursen/Frenja fra Skovhuset & Sophie Nielsen/Gleidi fra Toftemosen

AL 4 individuelt:
1 – Christina Weidemann Pedersen/Vignir fra Helledi
2 – Marie Lybech Juncher/Thor fra Vestrup
3 – Iben Tiufkjær/Sia fra Tiufkjær
4 – Malene Buhl Knudsen/Ullinn fra Hyrup

AL 4 hold:
1 – Kim Bugge/Snjall fra Vorsabæ ll & Marianne Dahl/Hrannar fra Grastenhus
2 – Jeanette Grotkjær/Einfari Fra Kommandørgården & Birgit Larsen/Blaikestjarne
3 – Annemette Balle/Kongúr fra Vigsø & Lena Skadhede/Ullinn fra Hindbjerg
4 – Pernille Andersen Dall/Eldjárn fra Jernbjerg & Rikke Lykke Kallesen/Flipi fra Kamskilde
5 – Anita Knudsen/Leiknir fra Risnalund & Sika Olsen/Geisli fra Bøghegård

Samlet pointtal per ekvipage

Se mere på Toppurs hjemmeside her

/KC