Ministre på islandsk hesteryg indtager Christiansborg Ridebane

Den 21. oktober, som er sidste søndag i skolernes efterårsferie, vil hovslag give genlyd i Københavns brostensbelagte gader.

Her vil Islands minister for nordisk samarbejde Sigurður Ingi Jóhannsson og Danmarks minister for Nordisk samarbejde Eva Kjer Hansen ride forrest i et optog med islandske heste, der starter på Christiansborg ridebane og slutter på Nordatlantens Brygge. Anledningen er fejringen af 100-året for Islands suverænitet og Dansk Islandshesteforenings 50 års jubilæum.

Det er Staldmester Niels Randløv fra Den Kongelige Stald-Etat, som har tilbudt Dansk Islandshesteforening og Den Islandske Ambassade i København sin assistance, og takket være denne store imødekommenhed kommer Christiansborg Ridebane i spil i fejringen:

-Naturligvis åbner vi gerne vores faciliteter, så Dansk Islandshesteforening, Den Islandske Ambassade og de øvrige samarbejdspartnere får muligheden for en fantastisk start i herlige omgivelser på en festlig dag. Det sætter samtidig yderligere kolorit på vores i forvejen spændende hverdag i De kongelige Stalde, lyder det fra Niels Randløv.

Christiansborg Slot set fra ridebanen. Her starter optoget med islandske heste kl 11.00. Foto: Mikkel Groenlund/Kongehuset.

 

Hvad kan man opleve?
Alle sejl sættes til med åbningsceremoni på Nordatlantens brygge kl. 12.00 og taler ved bl.a. Sigurður Ingi Jóhannsson og  Eva Kjer Hansen. Ceremonien ledsages af smuk islandsk korsang.

Eva Kjer Hansen. Foto: Ft.dk

Sigurður Ingi Jóhannsson. Foto:

 

Islandske heste kan herefter opleves LIVE  sammen med islandske kulturindslag og foredrag ved en række inspirerende foredragsholdere. Både familier, kendere og ikke-kendere af den islandske hest kan hele dagen stifte bekendtskab med racen og blive klogere på dens enorme betydning i islandsk kultur.

Det er samarbejdspartnerne Dansk Islandshesteforening, Islands Ambassade i København, Nordatlantens Brygge, Horses of Iceland og Dansk-Islandsk samfund, der står bag det kulturelle fremstød d. 21. oktober midt i Københavns stemningsfulde og historiske havneområde. Et detaljeret program vil blive offentliggjort på www.50aar.islandshest.dk og www.fullveldi1918.is