Ny stambogsfører

Kristiane Klindt. Foto: Kristina Christensen

Stambogskontoret har nu fundet personen, som skal tage sig af stambogsføringen fremover.

Stillingen som stambogsfører i Dansk Islandshesteforening blev ledig i maj og er nu blevet besat af Kristiane Klindt, som tiltræder den 1. september. Kristiane vil være kendt af de fleste, bl.a. var hun indtil for nylig formand for Avlskomiteen. En politisk post hun valgte at fratræde samtidigt med, at hun søgte stillingen på sekretariatet på Vilhelmsborg. Hun er dyrlæge af uddannelse og har i mange år haft stutteri Lærkegården ved Randers, hvor hun har islandske avlshingste, hopper og føl gående.

Der var 21 ansøgere til stillingen og flere velkvalificerede personer, så ansættelsesudvalget bestående af formand Mie Trolle, næstformand Caroline Thrane og sekretariatschef Max Adelsbøll var igennem 2 samtalerunder forud for ansættelsen.

”Kristiane kender vores organisation, politikerne, de frivillige og de ansatte, og skal nu selv beskæftige sig med maskinrummet på stambogskontoret. Det er svært ikke at være glad over, at vi har kunnet tiltrække en person som Kristiane med den kompetence og autoritet, som hun besidder” siger sekretariatschef Max Adelsbøll.

Også Kristiane glæder sig til den nye udfordring: ”Jeg ved hvad jobbet består af – jeg har jo selv siddet på den anden side af bordet – og jeg vil gøre mit allerbedste for at sikre, at stambogsføringen af islandske heste i Danmark fortsat udvikler sig og giver top-service til avlere og hesteejerne. Og når nu ens hjerte for længst er tabt til den islandske hest, så er det jo bare dejligt, at det kan fylde ens hverdag ud både i jobbet og hjemme i privaten. Jeg var slet ikke i tvivl om, at den stilling var noget, jeg bare måtte søge”.

/Mårslet, 22. juli 2019