Opdatering vedr. herpesvirus 1, 4. juni 2018

Opdatering vedr. herpesvirus 1, 4. juni 2018

af
Dansk Ride Forbund
SEGES
Den Danske Dyrlægeforening – Faggruppe Heste

I én af de aktuelle besætninger på Fyn med kendt smitte, er en ny positiv prøve konstateret. Den positive prøve viser smitteudskillelse mere end 21 dage efter sidste syge hest blev raskmeldt.
Det er vigtigt at forholde sig til, at aktiv virusudskillelse i nogle tilfælde forekommer efter længere tid end 21 dage, hvorfor anbefalingerne omkring ophør af karantæne indskærpes.

For heste, der kommer fra besætninger med kendt status af infektion med herpesvirus 1, gælder anbefalingen som hidtil, at der som minimum er fuld karantæne for hele besætningen i 21 dage (se kategorisering nedenfor).
En minimumskarantænelængde på 21 dage vil dog være betinget af, at besætningen aktivt er testet fri for smitte (herunder prøvetagning af et antal heste).

I besætninger med kendt smitte bør udarbejdes en skriftlig plan for ophør af karantæne i samarbejde med den daglige praktiserende dyrlæge. I planen bør indgå en faglig evaluering af, om der stadig forekommer udskillelse af virus i besætningen. Planen bør udformes ud fra veterinærfaglige principper for hindring af smittespredning og tjene som baggrund for arrangørernes eventuelle godkendelse af deltagelse i samlinger.

Anbefalingerne for besætninger uden kendt udbrud af herpesvirus 1 bibeholdes og er udformet som følger:

Gruppe 1: Raske stalde
Daglig observation af alle heste.
Ved deltagelse i samlinger (stævner, væddeløb, kåring, dyrskue, avl) bør man tage temperatur dagligt af hestene 10 dage før man deltager.

Gruppe 2: Stalde med symptomer på luftvejsinfektion
Karantæne 14 dage fra sidste hest er raskmeldt (ingen til- eller afgang af heste til stalden).
Isoler syge heste, så vidt muligt.
Daglig temperaturtagning.

Gruppe 3: Stalde med Herpesvirus 1 infektion
Karantæne minimum 21 dage fra sidste hest er raskmeldt (ingen til- eller afgang af heste til stalden).
Isoler syge heste, så vidt muligt.
Temperaturtagning morgen og aften.
Desinfektion og tøjskift for alle med kontakt til stalden.
Desinfektion af udstyr og staldoverflader inden genåbning af stalden
Skriftlig plan for ophør af karantæne før genoptagelse af deltagelse i samlinger

Kilde: Seges Heste