Opfølgning fra DI´s sportskomité vedr. DM 2020

Kære medlemmer,

Vi takker for alle jeres kommentarer og gode input vedr. afviklingen af DM 2020 på Hedeland. Sports Komiteen (SK) har gennemlæst alle kommentarer og kommer hermed med uddybende forklaringer til og afklaring af tvivlsspørgsmål.

Vi ser frem til et forrygende DM på Hedeland i 2020!

    • SK har foretaget en nuanceret vurdering af fordele og ulemper ved at afvikle et kombineret DM på Hedeland hhv. i Herning. I de overvejelser indgår såvel økonomi, trafik, kapacitet samt behørig vekslen mellem landsdele. Henset til den økonomisk store belastning på SK´s budget det er at leje arealerne i Herning, har dette forhold vejet tungt i beslutningen. SK vurderer, at vi har brug for at være ekstra økonomisk ansvarlige til alles bedste. Det håber vi på alles forståelse for.

 

    • Der har været en tradition for, at DM arrangeres af lokalklubber i samarbejde med DI. I 2020 og fremadrettet er det meningen, at DM blive arrangeret af et udvalg under SK, hvorfor der vil være frivillige i arrangør-gruppen fra flere forskellige klubber. Vi håber på den måde at kunne drage nytte af al den gode erfaring, de forskellige arrangører har. Såfremt man har lyst til at indgå i dette udvalgsarbejde, hører SK gerne var alle interesserede på mail til sportskomiteen@islandshest.dk

 

    • DM 2020 afvikles fra tirsdag den 30/6 til søndag den 5/7. Den endelige planlægning og programsætning er ikke på plads endnu, da der er mange faktorer, der skal på plads – herunder hjælpere, dommere, rytterantal etc.

 

    • Der er et internationalt ønske om, at nationale mesterskaber afholdes på andre tidspunkter end i Landsmót-ugen – både af hensyn til tilskuere, dommere m.fl. Dette gælder i øvrigt også for Nordisk Mesterskab og Midteuropæisk Mesterskab. For ikke at få afholdelsen af DM for tæt på NM, har SK vurderet, at uge 27 er eneste realistiske mulighed, da en endnu tidligere afholdelse af DM, vil kollidere med alle de skolesøgende børn og unge. Vi håber derfor at alle med interesse for Roskilde Festival kan finde en fornuftig balance mellem de to arrangementer.

 

    • I forlængelse heraf kan vi oplyse, at SK har undersøgt de mulige trafikale udfordringer som følge af sammenfaldet mellem Roskilde Festival og DM. Vi kan informere om, at vejnettet omkring Roskilde skulle være væsentligt udbygget siden det seneste afholdte, kombinerede DM på Hedeland i 2012.

 

    • De to baner på Hedeland ligger så tæt op ad hinanden, at konkurrencerne vil blive afviklet på én bane ad gangen. Det betyder også, at der hele tiden vil være mindst én ovalbane til rådighed til opvarmning – og herudover er der også mulighed for at benytte det store og veludviklede stisystem i området.

 

    • SK har som bekendt valgt at justere på kravene til DM-kvalifikation. De senere år har de lande, vi normalt sammenligner os med, foretaget justeringer, og vi har nu i Danmark nærmet os disse karakterkrav. Derudover har SK også vurderet, at den deraf følgende størrelsesreduktion af klasserne, vil resultere i et mere smidigt program til fordel for både ryttere, tilskuere og de frivillige arrangører. SK forventer et deltagerantal på 250-275 totalt.

 

    • Hedeland er som bekendt placeret i et utrolig naturskønt, men også meget kuperet, terræn. Det giver visse udfordringer i forhold til plant areal. Det betyder, at vi har indlejet områder til bokse, folde, camping og parkering umiddelbart udenfor det eksisterende Islændercenter Hedeland.

 

    • Der er flere overnatningsmuligheder i området og alle opfordres til at booke i god tid. Såfremt man ønsker at campere på pladsen, henviser vi til Det Kørende Campingværksted (21951066), som til DM GK i 2019 var yderst servicemindede.

 

    • Al opstaldning vil foregå i mobilbokse på flade arealer. Ringbogen og arealet deromkring vil ikke blive taget i anvendelse til bokse. Det burde således give en hensigtsmæssig trafik omkring passporet.

 

    • Vi er klar over at øget deltagerantal også vil give et øget pres og menneskemængde på Hedeland. Med ovenstående – og flere andre praktiske – tiltag er det vores vurdering, at vi i videst muligt omfang har taget hensyn hertil, og at vi kan byde velkommen til at skøn DM-uge i naturskønne omgivelser med fokus på dét, der samler os alle sammen – nemlig den elskelige islandske hest.

 

På glædeligt gensyn til DM!

/SK