Skønt sommerpostkort fra FEIF Youth Cup 2018

Sommeren er ved at gå på hæld. Vi kan tage mange gode sommer-hesteminder med os ind i efteråret, og huske på dem, når regn og sne rusker. For otte friske deltagere bliver det især rart at tænke tilbage på masser af islandsheste-oplevelser og internationalt venskab fra FEIF Youth Cup. Vi har modtaget dette fine postkort fra to af deltagerne.

Fra venstre: Camilla, Sigrid, Selma, Ella, Cecilie, Silke, Laura, Anna og Kristiane.

FEIF Youth Cup 2018
Af Selma Sandahl Kierkegaard og Sigrid Ginnerup Jørgensen, Deltagere ved FEIF Youth Cup 2018 i Sverige

Vi er 8 piger, der har været afsted til den fedeste oplevelse en uge i Sverige. Feif Youth Cup er et internationalt event, hvor unge i alderen 14 til 17 år kan deltage.

Det startede med, at vi i februar kunne sende en ansøgning til DI for at komme med. Her fortalte vi om vores hesteerfaringer, engelsk-skills osv. Derefter blev holdet dannet, og der blev arrangeret nogle infomøder, hvor vi alle mødtes og fik aftalt tingene inden vi tog afsted.

Op til Cuppen holdt vi en hyggeweekend, hvor vi mødtes i Dragør hos Anna Aabak, som var en af deltagerne. Jyderne tog toget sammen derhen. Weekenden var megahyggelig og det var fedt at få chancen for at møde hinanden, inden man skulle en hel uge afsted. Kristiane, der var vores countryleader, havde købte spande, som vi skulle have med. Dem vi fik dekoreret. Teamlederne fra Danmark kom også forbi og var med. I alt var vi 13 fra Danmark, der kørte afsted. 8 deltagere, 1 countryleader, 2 teamleaders og 1 observatør som skulle tage noter derfra, da Youth Cup næste gang, som er i 2020, bliver afholdt i Danmark.

Gode sponsorer
Tiden op til søgte vi sponsorater og der var heldigvis en masse søde, der gerne ville hjælpe ved at sponsorere os. Fredag den 27. juli blev biler og trailere pakket og vi kørte igen mod Dragør. Her overnattede vi og hestene hos Anna. Næste morgen kom den kæmpe store hestetransporter, vi havde bestilt. Vi kørte alle hestene sammen, da det var mest praktisk og mere hyggeligt:) Derefter blev vi andre pakket i tre biler, og så gik turen mod Sverige.

Ankomst
Vi ankom på Axevalla Travbana den 28. juli og fik pakket ud og indlogeret hestene. Derefter kørte Teamleaderne frem og tilbage og fragtede folk fra travbanen til højskolen, hvor vi boede. Allerede dér fik man snakket med unge fra andre lande. Alle spiste aftensmad sammen i et fællesrum på højskolen. Senere på aftenen samledes alle 70 deltagere og resterende voksne i gymnastiksalen, hvor vi blev delt ud på internationale hold. Der fik vi hold-T-shirt og mødte vores Teamleader. Min (Selma) Teamleader var fra Holland og på mit hold var der nogen fra Island, Norge, Sverige, Tyskland og Canada. I alt var der 17 nationer samlet på Youth Cup.

Ugens gang
Mandag startede med vi spise i vores internationale hold og så kørte vi mod travbanen. De første to dage var der undervisning ved 5 forskellige undervisere, som hver især underviste i en ting, man kunne stille op i til stævnet: gangarter, tølt, flagridt & pasløb, Tølt in Harmony og Trail & Cross Country. Alle de internationale hold prøvede hver træning, og når det var ens eget internationale holds tur, blev man og så hinanden ride. Både for at få så meget ud af undervisningen som muligt, men også for at støtte op om sine nye venner.

Den tredje dag på FEIF Youth Cup 2018, blev også brugt på undervisning. Her fik man lov til selv at vælge hvilke to undervisninger man ville ride igen. Aftenen forinden havde man snakket det igennem med ens Teamleader og sit hold for at finde ud af, hvad der ville være smart at ride igen. Her var det tilfældigt, hvem man kom til at ride sammen med, så man også kom til at ride med nogle fra de andre internationale teams. På den måde fik man set mange forskellige ridestile og hørt meget forskelligt ros og kritik, hvilket man som rytter også udvikler sig meget af.

Fridag
Onsdag d. 1. August, som var den fjerde dag på Youth Cup, holdt hestene fri. Og vi besøgte en svensk gård, hvor en mor og datter viste os hvordan de på deres ponyer red Liberty dressage – det var meget spændende og fascinerende og meget anderledes end os ryttere fra Youth Cup er vant til. Derefter tog vi hen på en nærliggende campingplads, hvor der var mulighed for at bade, spille bold, spise is og bare have det sjovt. Alle deltagere nød at have fri og bare have det sjovt.

Stævne som afslutning
Da vi vågnede morgenen efter, var stævnedagen kommet. Vi startede ud med at have en team-test, hvor vi skulle svare på spørgsmål om FEIF og den Islandske hest. Testen talte med i den samlede holdkonkurrence. Efter det var der åbningsceremoni, hvor hvert land kom gående ind på banen klædt i landsholdsfarver, imens de blev præsenteret af speakeren. Derefter gik man ud til sit internationale hold, som også blev præsenteret. Og så kunne stævnet begynde. Resten af dagen og dagen efter forløb med udtagelsesrunder. Lørdag var finaledagen hvor der både blev redet A – og B-finaler.

Da alle finalerne var overstået blev der afholdt en lukkeceremoni for at afrunde ikke mindst stævnet, men også hele cuppen. Herefter begyndte landene så småt at pakke sammen og de første heste blev allerede sendt afsted samme eftermiddag. Om aftenen var der musik og tid til at få sagt ordentligt farvel til alle ens nye venner. Søndag var hjemrejsedag for alle deltagere og det var en følelsesladet morgen, for det var hårdt at sige farvel til alle ens nye venner – men det var ikke et farvel, men et på gensyn.

En fantastisk oplevelse!
FEIF Youth Cup er en helt unik oplevelse, og vi kan tage rigtig mange ting med hjem derfra. Både rent ridemæssigt men såvel også venskaber for livet. Ligemeget alder og køn så kommer alle med en fælles interesse for den islandske hest.