Thor tager også teten – endnu en stor donation til Hedeland

Lokalklubben Thors generalforsamling har netop besluttet at give 25.000 kr. til projekt Hedeland. Hensigten er at støtte anlæggelse af nye baner i 2018.

For ganske nylig modtog projekt Hedeland en stor donation fra lokalklubben Faxi. Denne gang er det lokalklubben Thor, der melder klart ud i forhold til at støtte projekt Hedeland økonomisk.

Formand for Thor, Jette Saltoft Gram, fortæller at mange af Thors medlemmer var med, da Hedeland i sin tid blev indviet. Siden har klubben haft mange gode arrangementer og aktiviteter på anlægget. Bl.a. har Thor i mange år afholdt St. Bededagsstævne på Hedeland i samarbejde med andre sjællandske lokalklubber. Dog ikke i år, da Hedeland er booket af en anden klub.

-Vi besluttede for nogle år siden, at donere overskuddet til Hedeland, så der altid var penge til løbende vedligehold og forbedringer, når vi skulle afholde stævner. Baneanlægget i Hedeland er løbende blevet udvidet og forbedret, men hvis vi skal være med til at afholde de store stævner og kåringer skal der tænkes stort! Flere medlemmer af Thor har en finger med i planerne for udvidelsen, som er meget ambitiøs, og vi synes, det er vigtigt med et stort baneanlæg på Sjælland. Sidste år blev der taget hul på første etape med forlængelse af passporet, og anlæg af gædinga-bane og en ny opvarmningsbane skulle gerne startes i år. Derfor er vi med denne donation med til at sende et signal til de øvrige klubber og brugere af Hedeland, om at vi sammen skal bakke op om udvidelsen – Så hver en krone er nødvendig, afslutter Jette Saltoft Gram.

/KC