Venner for livet på DIs Junior Cup 2019 – tid for tilmelding!

En uge med venner, der også elsker den islandske hest!

Det er tid til at tage den endelige beslutning! Skal du opleve den fedeste uge blandt andre unge med og omkring islandske heste!

Er du mellem 11 og 18 år (født i år 2001 til 2008) og har du lyst til at deltage på DI´s Junior Cup, så skal du gå ind på sporti nu!

Hvad er Junior Cup?
Junior Cup er en unik mulighed for dig, som ønsker at udvikle dig sammen med din hest og samtidig have en uforglemmelig uge, hvor nye venskaber vil blive skabt på kryds og tværs af landet. Junior Cup er en uge i selskab med en masse andre unge mennesker og er for alle niveauer af ridning. I ugens løb vil der være god og alsidig undervisning af nogle af Danmarks dygtigste ryttere og undervisere:

Jon Stenild, Pernille Lyager Møller, Katrine Skrubbeltrang og Anne Steiner!

I vil i ugens løb være inddelt på forskellige hold á ca. 6 ryttere i forskellige alderstrin, og hvert hold vil have en ældre holdleder til at hjælpe sig. Der vil være en masse forskellige sjove aktiviteter og hold-opgaver både i de enkelte hold og på tværs af holdene – så man kommer ikke hjem uden nye venner.

Junior Cup forudsætter at du har mulighed for selv at medbringe hest. Det er vigtigt at man selv er i stand til at sadle op og passe og håndtere sin hest. Dette inkluderer fodring af hesten og udmugning både på fold og i boks.

Der vil selvfølgelig være den hjælp man behøver, således at man ikke står alene med nogen ting.

Ugen sluttes af med et stævne med forskellige klasser – 4.5, 4.3, 4.2, 5.2, T.8, T.6, T.3, p2, pp1, cross country, flagridt og trail.

Dette forudsætter at alle heste har stamtavle og er vaccineret efter gældende vaccinationsregler.

Kig ind på DIs juniorudvalgs facebookside og læs Mathilde Hejer Kristensens (i midten) historie om hendes første Junior Cup. Mathilde har lige bestået B-instruktør/FEIF level 1 instruktør eksamen. Så en Junior Cup kan føre meget med sig, når man er vild med islandske heste!

Hvad indeholder ugen?

  • Super god og kvalificeret undervisning
  • Afsluttende stævne
  • Kost og logi hele ugen både for dig og din hest
  • En masse nye venskaber
  • Sjove aktiviteter
  • Enkeltfold og boks til hest
  • Mulighed for skovtur
  • Fantastiske omgivelser og faciliteter

Da Junior Cup er arrangeret af Dansk Islandshesteforening forudsætter dette, at man er medlem af Dansk Islandshesteforening. Tilmelding til Junior Cup sker via Sporti.dk og det vil være efter først til mølle princippet. Skynd dig at hoppe derind selv eller hiv fat i dine forældre!

Vi glæder os til en fremragende uge sammen med jer!

Hilsner fra Juniorudvalget