
Søndag blev ungrytter Linnea Zangenberg Eriksen på Stjarna fra Lynggården (tv.) og seniorrytter Christina Dam på Merkur fra Hvolbæk (th.) begge kåret som Danmarksmestre i Alrid 2019. Rigtig hjertelig tillykke! Foto: Kristina Christensen
75 frivillige og familien Øster, der for to år siden erhvervede sig Birkegården, skabte optimale rammer for afviklingen af årets Danmarksmesterskaber i Alrid.
Af Kristina Christensen
Ejendommen Birkegården ligger naturskønt i bakket landskab i Mols Bjerge Nationalpark. Her findes der både ovalbane, pas-spor, ridehal og et stort alsidigt rideterræn. Familien Øster overtog ejendommen i 2017. De har fulgt forberedelserne op til og afviklingen af DM på tæt hold.

Fra venstre: Diana Øster Pedersen, Pia Dora Jakobsen og Lone Øster. Både Lone og Diana er enige om, at det har været givende at lægge rammer til noget, som andre brænder for at gøre muligt. At de nu kan sige – ”bare kom herud”. Familien, der også tæller far Erik lægger gerne faciliteter til et Alridstævne igen. Foto: Kristina Christensen
– Vi sagde ja til at lægge faciliteter til DM i Alrid 2019, fordi vi ønskede at åbne vores døre for nye ansigter. At opleve noget nyt og få nye idéer. Alrid er en spændende og varieret stævneform. Vi har prøvet at have andre typer stævner herude. Denne gang var det fedt at se det liv, der udspillede sig i vores terræn. Alle var opsatte! Både de, der sad ved springene, rytterne med deres store smil og hestene, der var fuld af energi! Det har simpelthen været så dejligt, at opleve, at mange skønne mennesker er kommet hertil.
Familien Øster har altså boet midt i DM i Alrid, og de har haft en fantastisk oplevelse ved at se gårdens potentiale udnyttet fuldt ud.
-Det er så fedt, at det her er gået i opfyldelse, siger Diana og Lone tilføjer, at de også har fået et indblik i, hvor hårdt arrangørerne af et DM i Alrid i grunden arbejder:
-Det er et stort arbejde, de lægger i det. Der har været fire-fem frivillige herude helt fra morgen til aften. Nogle har taget ferie for det. Så går man ind for dét! Og brænder for dét, så alt respekt og cadeau til dem. Vi åbner gerne Birkegårdens faciliteter for Alrid-folket igen.

Bannebyggerteamet havde lavet finurlige udfordringer i terrænet med navne som “Ro, Ro, ro min båd”, “Svampebob Firkant”, “At sno sig”, “Jump High”, “Bukke Bruse”, “Down we go” og “Hekseringen”. Foto: Anna Noer
Glade værter – glade arrangører
Der er også glæde over et veloverstået DM hos arrangørerteamet fra Toppur. Sammen med Marion Randelshofer, startede Pia Dora Jakobsen planlægningen af årets DM sidste år, da de var hjælpere på Langtved. Det er tredje gang, at makkerparret organiserer et DM i Alrid i Toppur-regi.
Rammerne på Birkegården har været vildt gode, siger Pia Dora:
-Familen Øster har smaddergode rammer, og vi har oplevet mega-god opbakning fra dem. Der er ikke noget, der ikke har kunnet lade sig gøre her. Vores banebyggerteam med Louise Bruun Rolfing i spidsen fik mulighed for starte allerede i februar og ikke to dage før, som det er tilfældet, når vi afholder DM i Alrid på Vilhelmsborg. Simpelthen fordi, der har været så meget velvilje hos familien her.

Selve afviklingen af DM i Alrid forløb uden problemer og med stor opbakning. Foto: Anna Noer
-Der var 75 frivillige engageret lørdag, og vi holdt fællesspisning med 150 mennesker i teltet lørdag aften. Forhindringsbanen har fået den feedback, at den var finurlig, og at det var spring, man skulle tænke over. Banebyggerne har fået rigtig meget ros. Vi har 25 mand, der bare springer til, når vi får idéer – det er derfor, vi kan!, siger Pia Dora og afslører, at hun er engageret i tanken om mere Alrid på Birkegården.

Alrid kræver mange frivillige kræfter. Foto: Anna Noer
-På sigt vil vi gerne arbejde med at lave et plug and play Alrid-sæt herude. Så ville andre lokalklubber kunne henvende sig og låne det. Alrid har potentiale til at nå endnu flere islænderryttere, mener hun.
-Jeg synes Alrid er undervurderet – ligeså snart du kommer op i klasserne AL2 eller AL1, så skal du altså være skarp! Jeg mener, at islænderryttere undervurderer, hvor fed en sport Alrid er. Man er virkelig på arbejde her. Jeg håber derfor, at flere får lyst at prøve det!

Mon ikke, at der er udsigt til flere Alrid-udfordringer i fremtiden på Birkegården. Foto: Anna Noer.
Der skal lyde et tillykke til både arrangørteamet, alle frivillige og alle ryttere ved årets DM i Alrid. Du kan se resultater fra DM 2109 lige her
Brænder du for Alrid?
Har artiklen her været interessant for dig? Dansk Islandshesteforening har lige nu plads til frivillige, der brænder for Alrid i foreningens Alridudvalg.
Alridudvalget er et udvalg under DI’s Sportskomité og består af 2-5 medlemmer, som udpeges af sportskomiteen blandt interesserede alrid-ryttere eller -arrangører.
For Alridudvalget er det overordnede formål at:
- At komme med forslag til forbedring og opdatering af reglerne for Alrid, fx discipliner og anvendelse af dommere
- At indgå i drøftelser med sportskomiteen om udvikling af Alrid
- I samarbejde med sportskomiteen og sportsdommerudvalget at medvirke til opkvalificering af sportsdommere med særligt fokus på behovet indenfor Alrid.
Hvis det lyder interessant for dig, så tøv ikke med at sende en mail til Eva Maria Grout i DIs sportskomité på emg@islandshest.dk