Der er sket en udvikling i beregningen af BLUP avlsværdier

Af Stambogsfører Kristiane Klindt. Introfoto: Matilde Bøgh

De fleste har bemærket, at BLUP-tallene på deres heste har ændret sig. Nogle avlere er glade, da deres heste er steget men nogle er også rigtig kede af det, da deres heste er faldet. Fælles for alle er, at der er brug for en forklaring på denne ændring på dette tidspunkt af året.

Som nogle sikkert er klar over, så skyldes det blandt andet revisionen af bedømmelseskriterierne med ændring af egenskabernes vægtfaktorer samt en videreudvikling af BLUP’en. (Læs fem informative artikler fra TÖLT magasinet om det her).

Hvorom alting er, så har denne ændring ikke været meddelt ud, hverken fra FEIF eller Island og derfor har vi ikke kunnet forklare hvad der ville ske og hvornår det ville ske. Det beklager vi. Vi har bedt Islands avlskonsulent om en faglig forklaring på, hvilke ændringer, der er kommet ind i BLUP’en.

Den forklaring har international kåringsdommer William Flügge oversat. Han fortæller her om indholdet i overordnede træk:

-Den kommende kåringssæson bliver, foruden de ændringer og restriktioner, som covid-krisen sørger for, også præget af en række væsentlige ændringer.

Det drejer sig for det første om ændrede måder at beregne BLUP-værdierne. Den største ændring er nok, at der nu beregnes selvstændige BLUP-værdier både med og uden at pas indgår, men også, at der beregnes to forskellige kåringsresultater hhv. med pas og uden pas. Man kan, med lidt god vilje, sige, at fir-gængere (endelig) får deres ”egen kåring”. Desuden vil der I det kommende efterår også blive beregnet en BLUP, der er baseret på resultater fra sportskonkurrencer.

Der sker også en række ændringer i forhold til hvilke faktorer, der indgår i beregningen. F.eks. beregnes der en selvstændig værdi for langsom galop, der i øvrigt også får sin egen vægtfaktor, men der er også tilføjet en helt ny egenskab, som, i mangel af bedre, kaldes for ”teststatus” – hvorvidt hesten er kåret eller ej, som indgår nu som en selvstændig egenskab.

I forhold til selve kåringen, er den mest markante ændring her, at forholdet mellem bygning og rideegenskaber nu ændres fra 40/60 til 35/65, altså at bygningen tæller 35% mens rideegenskaberne nu tæller 65%.

Samlet set afspejler ændringer en naturlig udvikling både i vores måde at bedømme vores heste, men også, at vi får mere retvisende og sikrere BLUP estimater med højere informationsniveau, der bedre tilgodeser de egenskaber, vi ønsker at fremme i avlen.

Se hele svaret fra den islandske avlskonsulent Þorvaldur Kristjánsson her.