Faxi er Årets Klub i Dansk Islandshesteforening!

Medlemmer af Faxis bestyrelse modtog prisen som årets klub på DIs generalforsamling i lørdags. Fra venstre: Formand Nete Jørgensen, Kasserer Mogens Busk, og bestyrelsesmedlem Ghita Larsen. Foto: Kristina Christensen.

Ved årets generalforsamling blev der udnævnt adskillige priser. Én af dem var “Årets klub i Dansk Islandshesteforening”. Den gik i år til lokalklubben Faxi, som er hjemmehørende i området omkring Holbæk.

Af Kristina Christensen

Det var formand for klubkomiteen, Jørn Hartvig, som på generalforsamlingen gav Faxi-klubben følgende flotte ord med på vejen:

-“Prisen som årets klub 2019 går i år til Faxi-klubben. Det gør den, fordi klubben har formået at samle klubberne på Sjælland i et fællesskab, der har støttet og bakket op om åbningen af en ny 300 meter gæðingakeppnibane på Hedeland. Tilmed har Faxi-klubben været ansvarlig for at arrangere Danmarksmesterskaberne i gæðingakeppni, hvor det lykkedes at skabe et overskud på over kr. 100.000, som blev doneret til projekt Hedeland. Faxi-klubben har demonstreret en høj aktivitet, og de har vist, at de har villet skabe noget større  – noget for andre end sig selv”.

Formand for Faxi-klubben Nete Jørgensen er glad på klubbens vegne:

-Det er en dejlig gestus at få, og der er ingen tvivl om, at vi har haft mange timer på Hedeland til fælles gavn for mange ryttere. Jeg synes også, det er rart at tænke tilbage på, at vi har formået at holde fast i at gennemføre andre arrangementer som fx træningsstævnet i marts, der var en kombination af et kursus og stævne, hvor rytterne bar headset og løbende fik mulighed for at arbejde kommentarer fra dommere ind i sit ridt, den traditionelle åbning af Faxi-banen, medlemsmøder, vintertølt i marts, åbning af Faxi-banen i april og gennemførelsen af et stort udtagelsesstævne i gæðingakeppni på Hedeland.

-I og med at vi har mange avlere i klubben, der skulle udstille på Roskilde Dyrskue, var vi også med til at hjælpe til i dén sammenhæng  – bl.a. med formidling om den islandske hest i huset på Torvet. Der har også været afholdt diverse kvadrille-træninger på Faxi-banen gennem forår, sommer og efterår, og der er blevet arrangeret fælles rideture gennem hele året. I august havde vi igen et træningstævne på Faxi-banen, og i oktober afholdte vi “Gaman” på Faxi-banen for 30. gang. Her rider vi tre-, fir- og femgangsklasser samt rene tøltklasser for sjov. Vi sluttede året af d. 12. oktober med tøltkeppni, hvor der var 80 tilmeldte – samme antal var også tilmeldt om aftenen, hvor der var fest med spisning.