FEIF Youth Cup 2020 må aflyses pga. Covid-19

Den store internationale FEIF Youth Cup 2020 aflyses pga. den aktuelle smittetrussel med Covid-19. Det skriver FEIF i sit seneste nyhedsbrev.

FEIF Youth Cup 2020 skulle have været afholdt på dansk jord d. 18.-26. juli på Vilhelmsborg syd for Aarhus. DIs juniorudvalg skal nu alligevel og desværre ikke være værter ved den store ugelange internationale islandshestebegivenhed for ryttere i alderen 14-17 år.

FEIF Youth Cup har til formål at samle unge fra hele verden, der også elsker islandske heste til masser af sociale oplevelser, kvalificeret træning og undervisning i internationale teams. Begivenheden skulle også afsluttes med FY-Cup, som er et internationalt stævne.

DIs dygtige juniorudvalg havde lagt et kæmpe planlægningsarbejde i at forberede FEIF Youth Cup 2020. Der skal lyde en enorm stor tak til udvalget, der desværre må skrinlægge planerne. Der skal også lyde en meget stor tak til Vilhelmsborg for et godt samarbejde og for at udvise fleksibilitet i en usikker tid, hvor det ikke har været nemt at være arrangør.

/KC