Kun muligt at afholde bygningsbedømmelser af ungheste ved Kåring 1

Vi har i DIs avlskomité og kåringsudvalg arbejdet med forskellige kreative løsninger, fx flere grupper á 10 personer fordelt på kåringspladsen og i staldene. Vi har løbende været i kontakt med politiet. Mod forventning gælder forsamlingspåbuddet på max. 10 personer ved hele kåringen på hele kåringspladsen. Det gør, at vi desværre kun kan afvikle bygningsbedømmelserne.

Vi ser ingen muligheder for, jævnfør ovenstående, at afholde fuldkåringer i maj 2020. Derimod finder vi det muligt at afholde bygningsbedømmelser af ungheste afholdt som drive-in kåring, hvor vi kan overholde påbuddet om max. 10 personer på pladsen ad gangen.

Vi er i avlskomiteen rigtig kede af, at vi ikke kan afholde fuldkåringer og dermed må skuffe de hesteejere og trænere, som har set frem til at få en hest bedømt ved den første kåring i maj.

Vi forventer at kunne afholde Kåring 2 den 18-21. juni 2020 i Herning som planlagt, hvis forsamlingsforbuddet bliver hævet fra de 10 til 50, omend det stadig vil have indflydelse på, hvordan kåringen kan afvikles.

Avlskomiteen har kontaktet alle tilmeldte til Kåring 1 og orienteret om ovenstående.

Med venlig hilsen

Avlsformand Rune Hansen, Avlskomiteen og Kåringsudvalget.

Introfoto: Lea Grønbæk.