
Navnebogen er en smuk indbundet bog illustreret med 30 tegninger. På forsiden anslås stemningen med et foto af den hoppe, der bærer et af de mest velkendte navne indenfor islænderverdenen: nemlig Álfadís frá Selfossi med føllet Álfhildur. De islandske hestenavne er en vej ind i den islandske kultur og det islandske sprog.
Den islandske hest er til alle tider blevet navngivet med navne, der fortæller en historie om hesten. Navne der rummer poesi, kraft, historie, humor og fantasi – som hesten selv.
“Islandske heste – Navnebogen Fra Álfadís til Steinálfur” er en ny bog, der behandler islandske hestenavnes betydning og fortæller om traditioner tilknyttet navngivning af islandske heste.
Forfatteren Lise Hvarregaard har i de seneste 5-6 år samlet og oversat islandske hestenavne, og bogen rummer en samling af godt 3000 navne til islandske heste samt en oversigt over deres betydning inddelt efter emner. Navnebogen indledes med oversigtskapitler omkring navngivningspraksis historisk og geografisk.
Bogen er opdateret med det nyeste indenfor navngivning af islandske heste – bl.a. navne med inspiration fra islandsk chokolade og slik samt en fyldig oversigt over sammensatte navne.
Bogen er for alle læsere med interesse for heste, islandske heste, Island, islandsk kultur og sprog. Den fungerer som et opslagsværk, hvor hestenavnene præsenteres i kategorier. Eksempelvis efter farve, aftegn, fra naturen, fra gudernes verden, fra islandske sagaer, fra Eddaen, fra musik og kunst, men også fra hverdagsgenstande, begreber samt fra filosoffer og historiske personer.
Bagerst er et indeks med en alfabetisk oversigt over bogens navne, og i bogens sidste del findes en oversigt over islandske benævnelser for heste og gangarter, samt gør-det-selv sider for heste-ejeren, der vil kende betydningen af egen hests navn.
Forfatter Lise Hvarregaard (1964) er Cand. mag. i dansk og kunsthistorie. Lektor, foredragsholder og forfatter. Dansk lektor ved Islands Universitet i Reykjavik fra 2000-2004. Hun bor i Nordjylland og har selv islandske heste og er rytter.
Af samme forfatter: “Hovslag fra Sleipnir”, “Islandske heste i saga og Edda”, “Islandske heste Fakta og fortællinger”
Bogen kan købes via forfatterens hjemmeside www.hovslagfrasleipnir.dk
/KC