Frilco Philippines Corporation

Ny bog “Nordislandske heste Gæðinger og godheste”

Af Kristina Christensen

“Nordislandske heste Gæðinger og godheste” er en ny kulturhistorisk bog om islandske heste.

Forfatter Lise Hvarregård præsenterer bogen således:

“I Skagafjord-området stod vuggen for den rideheste-type, som den islandske hest identificeres med i dag. Gårdenes, slægternes og hestenes historie er her tæt sammenvævet, og læseren tages med på en rundtur til centrale gårde og steder og også på en rejse tilbage i tiden. Her er en række historiske begivenheder med til at give svaret på, hvorfor området blev arnestedet for den ride-heste-type, den islandske hest er i dag.

I Skagafjord begyndte man at avle egentlige rideheste på gården Svaðastaðir i 1800 tallet. Et centralt omdrejningspunkt er således hvor disse heste kom fra. Snart gik der ry af heste fra Svaðastaðir-linjen og avlslykken bredte sig til gårdene omkring. Det gjaldt, udover nabogårdene, Kolkuós, Flugumýri og avlsgården ved Hólar, hvorfra der i dag stammer nogle af verdens højest kårede heste. Andre steder i Island kendte man gamle væsentlige avlslinjer, således Hindisvík-linjen fra Vatnsnes halvøen og Skuggi-linjen fra Hornafjord. Linjerne trækkes helt frem til hestene i dag”.

Bogen bygger på kilder, der ikke tidligere har været oversat til dansk og er skrevet under forfatterens ophold på biblioteket ved Hólar Universitetet i de seneste 4 år. Det er den fjerde bog af Lise Hvarregård baseret på islandske kilder, og her lægges endnu en brik i det puslespil – den lange historie, den islandske hest, og de folk der har omgivet den, udgør.

Se mere på www.hovslagfrasleipnir.dk