Ny sekretariatsleder i Dansk Islandshesteforening

Kristiane Klindt, der siden 30.09 2019 har fungeret som konstitueret sekretariatsleder, er pr. 13.03 2020 blevet fastansat som sekretariatsleder i Dansk Islandshesteforening.

Kristiane har i sin tid som konstitueret sekretariatsleder også varetaget det ansvar, der følger med stillingen som stambogsfører. En stilling, hun oprindeligt fik ansættelse som pr. 1. september 2019.

Det overordnede ansvar, der påligger stambogsføreren i henhold til fødevaremyndighederne påhviler stadig Kristiane, der således også er den ansvarlige embedsmand, som skal administrere gældende EU lovgivning, FEIFs og DI´s regler i forbindelse med stambogsføring af islandske heste.

De arbejdsopgaver, der knytter sig til praktisk registrering, udstedelse af ejerskiftecertifikater m.m. skal fremover varetages af en registrator i en nyoprettet stilling, der snarest opslås.

Kristiane Klindt er uddannet dyrlæge, national kåringsdommer, og har i mange år drevet islandshestestutteriet Lærkegården ved Randers.

Bestyrelsen ser frem til et fortsat rigtig godt samarbejde med Kristiane.

/Bestyrelsen