NYHEDER
11/8-2018
De første første A-finaler med dansk deltagelse blev afviklet fra lørdag morgen. Dagsprogrammet havde, set med danske øjne, masser at byde på. Det kan da også mærkes, at publikumstilstrømningen er øget i skovens dybe stille ro på Margaretehof.
Dejlig dansk lørdagshøst
De første danske medaljer kom susende fra morgenstunden i et tempo svarende til fri tølt!
I 4.1 juniorenes A-finale var Emilie Saaugaard-Haaning og Glæpur fra Nr. Tolstrup samt Ida Gerdes Bastrup og Jóki fra Bispegården på banen side om side. Finalen blev afgjort med Danmarks første NM-sølvmedalje, som blev tildelt Emilie med pointene 6,20. Stort tillykke – også til Ida med en flot fjerdeplads! Ida skal ride A-finale igen i morgen, hvor det gælder T2 for juniorer. Emilie skal vi også se igen i morgen, hvor hun skal ride A-finale i T1.
Kort herefter og i strålende solskin blev A-finalen i 4.1 for ungryttere afviklet. Igen med flot dansk resultat! Kristine B. Jørgensen og Týr frá Þverá red sig til Danmarks anden NM-bronzemedalje med 7,03. Et stort tillykke!
Nordisk mester med bulder og brag!
I takt med at faretruende mørke skyer langsomt trak sig sammen, indtog ungrytterne i femgang ovalbanen. Netop som ekvipagerne red det bedste, de kunne, åbnede himlen sig og kastede regn og hagl i rytternes retning. Det var svært at høre speakernes stemmer. De druknede i lyden af tordenregn, og det så ud til at være udfordrende forhold at ride finale under. Men vi rider nu engang islandsk hest i al slags vejr, og ud af de mørke skyer trådte Danmarks første nordiske mester: Maja Nymann Blitskov og Ljóni frá Ketilsstöðum.
For landsholdsdebutanten og den nybagte nordiske mester var finalens udfordrende vejrbetingelser ingen hindring.
-Det gjorde mig kun mere stædig, siger Maja og slår et grin op. Det her vejr skulle ikke være dét, der ødelagde det for mig. I udtagelsen i T1 stod det også ned i stænger – så meget at tøjlen gled ud af hænderne på mig!
Den 20- årige friske sjællandske pige træner også Ljóni i al slags vejr. I ugerne op til de nordiske mesterskaber valgte Maja bevidst at vænne sig selv og Ljóni til at præstere under høje temperaturer, og hun fortæller, at hvis hun havde frit valg mellem at få en ovalbane eller en varm og tør ridehal, ja så ville ovalbanen altså stå på øverst på ønskelisten hjemme på forældres gård nær Hillerød!
En ovalbane er det ikke blevet til endnu for den nybagte nordiske mester, der håber at kunne gøre islandske heste til sin levevej.
-Jeg elsker virkelig den islandske hests power – jeg hader faktisk at ride langsomt! Det fedeste er at ride for fuld skrald, siger hun med begejstring i stemmen. Ljóni elsker at svømme, og at få en god tur i skoven. Det gør jeg også. Bare dét, at kunne slippe tøjlen i tølt og mærke at ørene kommer frem! Han er jo et kæmpestort muskelbundt! Han er bred og lang på alle måder. I sporten kan det derfor godt være en udfordring for mig, at få ham til at se let ud. De første år, hvor Ljóni var i Danmark lånte min tidligere arbejdsgiver Steffi Svendsen fra Stutteri Teland ham. Hun havde ham bl.a. med til VM i Berlin i 5.1 efter han blev Danmarksmester i stilpas i 2015. Så vi har virkelig haft noget at leve op til, siger Maja og griner.
Vejen til dette års nordiske mesterskaber var ikke uden udfordringer for Maja, der i januar forstuvede sin ankel. Men hendes far, der er tidligere verdensmester i letvægtsroning, stod klar til at dele ud af sine erfaringer som sportsmand. Noget som gør, at Maja sjældent er nervøs. Bl.a. bruger hun visualisering, hvor hun aftenen inden en finale forestiller sig scenariet “at skulle ride en finale”, og prøver at forestille sig, hvordan det føles. Det hjælper hende samtidig, at hun har sin far ved sin side til at tale om de følelser og fornemmelser, der er knyttet til at skulle præstere.
Noget tyder på, at at det virker, for til DM i år hentede hun for anden gang en titel som danmarksmester i femgangskombination til trods for, at forårets træning med Majas underviser, Sys Pilegård, havde været begrænset. Da 2018 er Majas sidste år som ungrytter, synes hun derfor, at en guldmedalje ved NM er den allerfedeste afslutning på året, som man kunne ønske sig! – og så på Sys fødselsdag! Jeg lovede, at jeg ikke ville skuffe hende, så kan det ikke blive bedre! siger Maja med et stort smil!
Medaljefest i gæðingakeppni!
Der gik ikke længe, før de næste danske medaljetagere stod på skamlen. Kort efter at Maja og Ljómi havde redet sin æresunde gjaldt det gæðingakeppni. De unge ryttere skulle på banen i GDT. Og sørme om ikke guldet igen tilfaldt Danmark! – Denne gang også til en landsholdsdebutant: Alva Bonde Hjortkjær og Ösp fra Kvistum.
Den 14-årige midtjyske juniorrytter Alva og nu nordiske mester, rider sit første år i GDT-klassen. Og hun red sig direkte i A-finalen. For hende har dét at komme på det danske landshold været virkelig godt, men også en lidt speciel oplevelse, fortæller hun. Der var et stykke vej fra DM-banerne i Herning og til det lidt større scenarie ved et nordisk mesterskab.
-Til DM kom man jo ind og fik en blomst og prøvede noget landsholdstøj. Der bagefter føltes det helt mærkeligt, at hesten ikke skulle have pause. Vi skulle jo videre, og up´e showet lidt mere, fortæller Alva, der siden DM har fået hjælp fra landsholdskollega Frederikke Stougård. Ösp frá Kvistum er Frederikkes tidligere konkurrencehest, og kender hende ud og ind, som Alva siger.
-Ösp kender showet. Hun er altid glad, og hun vil gerne. Man kan altid stole på hende, og hun giver sig altid 120 procent. Hun løber aldrig, kigger ikke efter ting. Hun giver den bare max. gas. Hun véd godt, hvad hun skal!
For Alva var landsholdsdrømmen noget, hun havde håbet lidt på. Ikke sådan med de store armbevægelser. Men så alligevel.
-Det var da noget, jeg håbede på, da jeg skulle skrive den dér landsholdstilkendegivelse i foråret. Ellers ville man da ikke have gjort det. For mig var det derfor bare om at glemme det, så det ikke blev et pres henad året. Og så fra DM – dér kunne man begynde at glæde sig lidt. Jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt nervøs, og at jeg kiggede lidt på de andre heste, men altså – det er virkelig fedt at ride her. Da først jeg kom i gang, så glemte jeg helt at være nervøs. Jeg er aldrig nervøs på Ösp, hun er bare en god tryg makker. Hvis jeg gør det godt, så gør hun også.
Alva mener, at man kan blive god på mange forskellige måder. Det handler ikke om at være god til at ride på en masse forskellige heste for Alva. Hun har mest koncentreret sig om blive god på Ösp.
-Man bliver god på forskellige måder. Jeg er måske ikke så god til at ride andre heste hver dag. Andre heste er der helt klart nogen, der kan ride bedre end mig, siger den ydmyge nybagte nordiske mester i gæðingakeppni.
Efter sommer ferien venter 8. klasse og førstegangsoplevelsen har været rigtig god for Alva.
-Vi er gode til at ønske hinanden tillykke på landsholdet, og der har været et virkelig godt sammenhold på holdet! Så i morgen, dér skal jeg ud at heppe på de andre, afslutter hun.
Gang i dén i Gædingakeppni – og power i pas!
I GDY kom Rebekka Hyldgaard og Dalvör frá Stafni næst efter Catharina Smidth og Óðinn frá Áskoti på sejrsskamlen. Parret vandt bronze i A-finalen i GDY med 8,508. Sikke flot – Rebekka red sig op til dette resultat fra B-finalen!
Dagen sluttede med et brag -næsten gennem lydmuren gik Thomas Rørvang og Toppur frá Skarði, der som sidste dansker på podiet vandt NM-sølv i P1!
Et kæmpestort tillykke til alle danske ryttere med lørdagens flotte resultater.
Se alle resultater fra NM lige her
Du kan se, hvilke danske ryttere og heste, vi skal se i A-finalerne i morgen lige her
Og kan du slet ikke få NM nok – så hop over på FB og følg landsholdets egen facebook-side
/KC