NYHEDER

3/1-2022

Venter du på føllets hestepas? Læs om proceduren her!

Der kan gå adskillige uger fra et føl chipmærkes til hestepasset lander i din postkasse. Her får du et indblik i den procedure, der foregår, inden du modtager dit føls pas fra Stambogskontoret

Af Stambogskontoret

Rigtig mange islandshesteejere er opmærksomme på at få føllet chippet og anmeldt, inden føllet er 12 måneder gammelt. Det siger EU-lovgivningen nemlig, at et føl skal være.

Ligeså mange venter i spænding på, at føllets pas dukker op. Men ventetiden kan variere, og det er der en grund til.

Dyrlæge eller en autoriseret chipmærker
Til at chipmærke netop dit føl har du valgt enten at kontakte din dyrlæge eller en autoriseret chipmærker. En dyrlæge chipmærker hele året efter aftale. SEGES-chipmærkeren fra oktober og året ud.

Årsagen til at der kan gå uger eller helt op til måneder, inden passet kommer, afhænger af flere ting. Procedurerne er nemlig forskellige dyrlægerne imellem og igen fra dyrlæge til SEGES-chipmærker.

Hvis det er en dyrlæge, der har chippet føllet, har han/hun 7 dage til at sende chipmærkningsskemaet til Stambogskontoret. Fra det afsendes med Post Danmark, og til det lander her på Stambogskontoret, kan der gå op til 3-4 hverdage. Og når det lander på Stambogskontoret, kan behandlingstiden være på op til 4 uger.

Hvis det er en SEGES-chipmærker, der har chippet føllet, kan der godt gå længere tid end en uge, da chipmærkerne ofte samler lidt sammen på skemaer, før de sender dem til SEGES, som derefter behandler dem, og sender dem videre til os.

Der er altså tale om to postgange, der hver kan tage op til 3-4 hverdage. Det er grunden til, at der kan gå et godt stykke tid inden Stambogskontoret modtager chipmærknings-skemaerne. Og dertil skal du lægge, at fra skemaerne lander på Stambogskontoret, kan behandlingstiden her være på op til 4 uger.

Ventetid kan variere
At ventetiden varierer og kan strække sig over mere end fire uger er altså helt normal procedure.

Hvis der ovenikøbet er udtaget DNA på føllet, så afventer Stambogskontoret blodtypelaboratoriet, og derfor går der endnu længere tid.

Vi arbejder på højtryk på stambogskontoret, og behandlingstiden på stambogskontoret er meget snart indenfor de 4 uger, så hav tålmodighed.

Vi ved godt, at mange glæder sig rigtig meget til at få deres pas.

/Oprindeligt udgivet på Stambogskontorets hjemmeside d. 11. 12. 2020

//Opdateret d. 3. 1. 2022