25/9-2020

I damesadel på islandsk hest

Den ene af Dansk Islandshesteforenings to damesadler bragte for nylig glæde ved konfirmation

Af Kristina Christensen Fotos: Privat

Landet over er årets konfirmationer ved at være overstået, og mange konfirmander er blevet fejret på fineste vis. Nogle bliver hentet i sportsvogne, andre i trillebører, og så er der dem, der bliver hentet til (islandsk) hest.

Ved Sarah Pihl Nielsens konfirmation d. 22. august i Risbjerg Kirke i Hvidovre stod der en særlig hest med en særlig sadel, og ventede udenfor kirken.

Det fortæller Hanne Dueholm.

Hanne Dueholm har Sarah Pihl Nielsens hest, Prinsessa fra Skovbogård opstaldet hos sig, og hvad Sarah ikke vidste var, at Hanne havde arrangeret, at Prinsessa stod udenfor kirken og ventede – opsadlet med den ene af Dansk Islandshesteforenings to damesadler.

Her stod hun roligt blandt øvrige ikke-firhjulede hestekræfter, hvorefter den seje konfirmand kunne ride i damesadlen de 2 km fra kirken og hjem i sin fine hvide kjole sammen med Hanne og hendes hest, Sőrli fra Efstadal.

Sarah Pihl Nielsen og Hanne Dueholm.

Hanne passer godt på den næsten hundrede år gamle sadel

Hanne red også i denne damesadel ved foreningens 50 års jubilæumsridt i København ”Islandske heste i Byen”.

Hun har også redet i den ved andre lejligheder, hvor islandske heste har optrådt ved kulturbegivenheder i København. Hver gang pudser og polerer hun sadlen, inden hun sender den tilbage til sekretariatet.

Til dagligt er den udstillet i Hippologisk selskabs lokaler i Herskabsstalden på Vilhelmsborg ved Aarhus overfor Dansk Islandshesteforenings sekretariatet sammen med DIs anden damesadel.

Historien om denne sadel er i øvrigt meget fin. Læs den her i uddrag skrevet af Gunnar Jonsson, medstifter af Dansk Islandshesteforening:

”I 1933 måtte en ung tysk jøde flygte fra nazisterne, og han kom ad mærkelige omveje til Island. Han var udlært tandlæge, så mine forældre ansatte ham straks som assistent i deres tandlægepraksis i Reykjavík. Han var en stor børneven og blev min og min brors bedste legeonkel, indtil vi kort før krigen flyttede til Danmark efter min fars død.

Kurt Sonnenfeld, som han hed, slog sig ned i Akureyri, giftede sig og blev islandsk statsborger. Han fik også heste og et sommerhus i Vaglaskógur tær ved Akureyri.

Under vore mange besøg efter krigen genoptog vi den tætte forbindelse, og da vi senere var begyndt med islandske heste, forærede han os en gammel damesadel, som han havde liggende på loftet.

Vi tog den med til Danmark, og den blev brugt ved opvisninger og andre festlige lejligheder af både vores datter Astrid og af Helle Martensen. Herunder gik det op for os, hvorfor man på Island har et begreb, der hedder en ”konuhestur”. For det er ikke enhver hest, man kan ride i en islandsk damesadel. Det er meget begrænset, hvilken indvirkning rytteren har, og der kræves en rolig og lydig hest med meget bløde gangarter.

Men efterhånden måtte vi erkende, at den gamle sadel var for medtaget og ikke kunne holde til meget mere, så vi fik den idé at foreslå DI, at foreningen kunne overtage den, hvis de ville lade den restaurere. Det blev så aftalen, og den unge sadelmager fra Fyn Helle Jacobsen, påtog sig opgaven. Siden har sadlen været opbevaret forskellige steder og blevet brugt til fremvisninger, men har nu fået sit blivende opholdssted på Vilhelmsborg.

Den islandske damesadels udvikling er også ganske interessant, selv om den er vanskelig at dokumentere i detaljer, da der ikke er så mange gamle fund, bortset fra enkelte pragteksemplarer udført i træ og fint læder med ciselerede messingornamenter, som findes i de islandske museer. I det hele taget har damesadler altid været et statussymbol lige siden vikingetiden, og rige stormænd lod ofte udfærdige meget kostbare sadler til deres fruer, og damesadlerne brugtes sjældent til virkeligt arbejde, højst til de nødvendige rejser.

Oprindelig var de islandske sadler bomløse, og de ældste damesedler har sikkert set ud omtrent som den viste skitse (fig.1), egentlig blot et kraftigt underlag af læder og filt med en sidevendt stol med ryglæn, sikret med nogle buggjorde samt ofte en dekoreret forgjord og halerem. Rytteren sad sidelæns med samlede ben og fødderne hvilende på et lille bræt.

Omkring begyndelsen af 1500-tallet begyndte man at lave damesadler med en primitiv træbom som vist på tegningen af en sadel, der skal have tilhørt Guðrún, datter af landsfogeden Skúli (fig.2), men rytteren sad stadigvæk helt på tværs med begge fødder hvilende på et fodbræt.

Men mod slutningen af det 16. århundrede kom en ny sadelmode fra Italien, hvor rytteren sad på skrå og kunne kigge fremad og derved havde bedre styr på hesten. Et eller to horn eller kroge anbragt fortil på sadlens venstre side fastholdt det højre ben og understøttede sædet. Disse sadler havde som regel intet ryglæn og kun én stigbøjle til den venstre fod.

Ifølge overleveringerne gav biskop Guðbrandur Þorláksson sin kone Halldóra en sådan sadel i 1572.  Disse sadler gik i folkemunde under betegnelsen ”engelske sadler” og svarer da også til de sadler, man stadig ser anvendt til engelske rævejagter. De har dog næppe haft nogen større udbredelse på Island, hvor de fleste pæne damer nok har siddet ordentligt sidelæns med samlede knæ og ladet sig tranportere.

Men omkring 1850 udvikledes på Island en slags mellemting mellem den engelske sadel og den gamle rygstøds-sadel, og det er denne type, som DIs sadel tilhører. Sædet er ofte betrukket med fløjl, og sadlen har et enkelt, lille horn, der giver lidt støtte for det højre lår, således at rytteren kan se skråt fremad, men man har bibeholdt rygstødet, dog i en lavere og slankere udførelse. Der er stadig ingen stigbøjler, men venstre fod hviler på et lille bræt hængt op i læderremme.

Omkring 1900 begyndte de første moderne damer i byerne at ride i mandesadler, men det var ikke velset, og op til omkring 1920 var damesadler i forskellige udformninger stadig det almindelige. I 20’erne og 30’erne blev overgangen dog helt gennemført, og min mor red således i en herresadel i begyndelsen af 1930’erne.

Kilder:
Islenski Hesturinn (G. Björnsson og H. J. Sveinsson)
Kvennsöðull med öllum búnaði (Mjöll Snæsdóttir og Nanna Hermansson)
Hestur í lífi Þjóðar (Anna Fjóla Gisladóttir m.fl.)

Sarah og Prinsessa vel hjemme i stalden igen.