NYHEDER

6/4-2020

Inseminering og Hingstestationer

Foto: Unsplash.com

/Opdatering d. 7.4.2020: Avlskomiteen fremgik ved offentliggørelsen af meddelelsen d. 6.4. 2020 som afsender. Meddelelsens afsender er retteligt Dansk Islandshesteforening. Der er hermed rettet. 

 

Inseminering af hopperne er ved at blive en almindelig udbredt reproduktionsteknik i vores avl af islandske heste. Der stilles nogle lovmæssige krav på området.


Fælles regelsæt for alle avlsorganisationer under LU

Dansk Islandshesteforening er tilknyttet Landsudvalget for Heste (LU). På baggrund af lovgivningen på området har LU udgivet et fælles regelsæt for alle avlsorganisationer under LU. Når avlsorganisationerne følger dette regelsæt, leves der op til gældende lovgivning på området. Det er således ikke noget, der kun gælder for reproduktion blandt islandske heste, men et regelsæt, som er implementeret for en del år siden og anvendes helt gængs i alle avlsforbund, der anvender kunstig inseminering i Danmark.


Det skal være dyreværn-, hygiejne- og smittemæssigt forsvarligt

Med anvendelsen af kunstig inseminering i avlen af islandske heste, er vi som avlsforbund også nået til det tidspunkt, hvor det er strengt nødvendigt, for at overholde gældende lovgivning, at vi indfører de allerede gældende regler i vores avl.

Hensigten med lovgivning, og deraf følgende regelsæt fra LU, er dels at insemineringerne udføres dyreværnsmæssigt og hygiejne- og smittemæssigt forsvarligt og dels at sikre en god og ensartet kvalitet i arbejdet og teknikkens udførelse.


Hingste, som bedækker naturligt må ikke samtidig anvendes til tapning og inseminering

De vigtigste og mest relevante forhold i relation til vores avl er:

  • Kun dyrlæger og uddannede inseminører må inseminere hopper
  • Hingsteejere/holdere som ønsker at inseminere skal autoriseres som hingstestation og leve op til LU’s regelsæt
  • Hingste, som bedækker naturligt, dvs i stod og ved hånd, må ikke samtidig anvendes til tapning og inseminering. Dette er primært af hensyn til hygiejne og smittespredning. Overtrædes denne regel kan der ikke udstedes pas på føllene.

For mere information læs LU’regler og kontakt evt. dyrlæge Hans Schougaard på mail: hss@seges.dk , som er ansvarlig for at yde rådgivning omkring emnet og autorisere hingstestationerne.

Hvor finder jeg det gældende regelsæt ?

LU’s Regelsæt kan læses her

Læs også mere på stambogskontorets hjemmeside, hvor der er links til og står mere om inseminering, autorisation og uddannelse her

/Dansk Islandshesteforening