NYHEDER

8/6-2018

Islandske heste indtager Roskilde dyrskue

Sommerens store dyrskuer er enorme tilløbsstykker og et eminent udstillingsvindue for vores islandske hesterace.

De to racerepræsentanter Jørn Hartvig og Mogens Marker har nok at se til de kommende dage, når Roskilde dyrskue afvikles med forventeligt mere end 80.000 besøgende. Interesserede islandshestefans kan møde enten Mogens eller Jørn i Huset på Torvet, som DI i år har fået stillet til rådighed i anledning af foreningens jubilæum. Huset vil fungere som PR-stand for den islandske hest.

DI-lokalklubben Faxi optræder med kvadrilleridning både fredag, lørdag og søndag, og i Roskilde kvadrillen, der åbner det store hesteshow, vil den islandske hest også være repræsenteret.

-I alt 20 heste rider kvadrille fredag og lørdag. Søndag er vi på som nogle af de sidste i det store show, fortæller formand for Faxi-klubben, Nete Jørgensen.

-Publikum kommer til at opleve pas på langsiderne, mens de øvrige 18 rytteren rider tæt sammen. Lørdag efter kvadrillen samles vi og fejrer DI´s 50 års jubilæum i huset på Torvet. Vi håber selvfølgelig, at der kommer mindst 50 glade gæster og skåler med os, men med 35 udstillede islandske heste, 20 showheste samt publikum og hestevenner, så tænker jeg ikke det bliver et problem.

De 35 islandske heste, der stilles til bedømmelse er: 3 stk. 2 års hingste, 3 følhopper, 13 vallakker og goldhopper, som stiller i samling, 1 goldhoppe skal ride gangartskonkurrence på tværs af racerne, 4 stk. 3 års hopper, 11 stk. 2 års hopper, en samling efter hingsten Póstur fra Dalur og en samling efter hoppen Óska fra Lykkesholm.

Du kan finde flere oplysninger på Roskilde dyrskue’s hjemmeside. Du kan også følge de islandske heste tæt på via facebooksiden ”Islandske heste på Roskilde Dyrskue”.

Du kan desuden læse en netop udgivet artikel om Familien Harslunds islandske heste på Roskilde dyrskue i Landbrugsnyt lige her:

/KC