NYHEDER

21/3-2023Forfatter: Kristina

Klubberne kan låne gratis tidtagningsudstyr til pas i 2023

Sportskomiteen vil gerne tilgodese de klubber, der udbyder pas, ved at gøre leje af DI´s tidtagningsudstyr gratis i 2023. Samtidig gøres klubberne opmærksomme på den lette stilpasklasse PP3. En pasklasse som er let, overskuelig at afvikle, og som ikke kræver noget tidtagning.

Af Sportskomiteen

Vi ser desværre en tendens til, at der bliver færre stævner, der afholder pasdiscipliner samt mange aflysninger af pasklasser til stævnerne.

Det vil forringe kvaliteten af passporten i Danmark, hvis rytterne ikke kan finde stævner, som udbyder pasdiscipliner i løbet af sæsonen.

På formødet til generalforsamlingen fortalte klubberne om udfordringerne ved afholdelse af pasdiscipliner til stævner: Der skal bruges meget tid til disciplinen, og det kræver mange dommere og udstyrsleje.

Pasgruppe nedsat

Der er blevet nedsat en gruppe, som skal arbejde videre med idéer, der kan fremme passporten i Danmark.

Heraf også forslaget om at gøre leje af DI´s tidtagningsudstyr gratis i 2023.

Har du en god ide – så hører vi gerne fra dig, send en mail til sportskomiteen@islandshest.dk.

Sportskomiteen håber at kunne bidrage til at pas fortsat er en del af vores stævner i Danmark, og med flere muligheder for rytterne til at ride pasdiscipliner, kan det måske medvirke til at vende den udvikling.

PP3 – Den oversete klasse

Vi vil gerne opfordre klubberne til at kigge nærmere på pasklassen PP3.

Det er en let stilpas, som både er nem for rytter og arrangør.

  • Den er let at afvikle
  • Sporet skal kun være 150m
  • Afvikles med kun 3 dommere
  • Der anvendes ikke tidstagningsanlæg

Lær mere om disciplinen på FEIFs hjemmeside HER

PP3 er fra 2023 på den danske rangliste.

Hør mere om PP3 til DI Talks

 

Ved Icehorse Festival Lørdag d. 1.4. kl. 15.00 er der en DI Talk på programmet om Stilpas og den nye disciplin PP3.

Oplægsholder  er Jens Iversen, tidligere præsident for FEIF og ivrig pasrytter. Jens deler ud af sine erfaring og viden om den særlige konkurrenceform. Han forklarer også baggrunden for hvorfor og hvordan, den nye pasdiciplin PP3 er kommet til i FEIFs regelsæt.

Læs mere mere om leje af udstyret

Du finder linket til leje af udstyret HER