NYHEDER
17/8-2021
Af Kristina Christensen
Nu er nye faktaark med korte beskrivelser af de grundlæggende farver og øvrige farvekombinationer hos den islandske hesterace tilgængelige på WorldFengur. På fakta-arkene findes også fakta om, hvordan farver nedarves.
WorldFengur er en verdensomspændende database, der indeholder oplysninger om afstamning, bedømmelser og ejerforhold på hele verdens bestand af islandske heste.
Du finder dem under menupunktet “Colours” i venstre menu, når du er logget ind. Derudover kan man også se mange fotos af farvevarianter – i alt er ca. 1500 fotos tilgængelige sorteret efter farvekoder.
På Worldfengurs hjemmeside fremgår det, at det er hensigten, at avlere og islandshesteelskere kan gøre brug af materialet og dermed bidrage til farvediversiteten af den islandske hesterace.
WorldFengur-teamet har dedikeret projektet om islandshestens farver til Hallveig Fróðadóttir, der ville være fyldt 58 år d. 1. juli 2021. Hallveig var meget opmærksom på korrekt farveregistrering og støttede aktivt projektet.
Fakta-arkene er udarbejdet af Henriette Arriëns og Kristín Halldórsdóttir med støtte fra Elsa Albertsdóttir, Freyja Imsland og Monika Reißmann. Fotos er leveret af Ulrich Neddens og Kristín Halldórsdóttir.
Hvis du gerne vil læse meget mere om islandshestens farver så har du, via dit medlemsskab af Dansk Islandshesteforening, allerede fri adgang til WorldFengur.
Ikke-medlemmer af Dansk Islandshesteforening skal betale 167 Euro for et årsabonnement til Worldfengur. Derfor kan det godt betale sig at melde sig ind i Dansk Islandshesteforening!
Er du allerede medlem af Dansk Islandshesteforening, men har problemer med WorldFengur login, så send da en mail til sekretariat@islandshest.dk
Læs også: WorldFengur fylder 20 år!