NYHEDER

26/9-2020

Medstifter af Dansk Islandshesteforening og pioner i islandshesteverdenen Gunnar Jonsson er død

Gunnar Jonsson. Foto: DI Arkiv

Vi har mistet Dansk Islandshesteforenings medstifter og æresmedlem.

Vore tanker går til Marit og familien.

Jens Iversen har skrevet disse mindeord om Gunnar Jonsson:

 

Nekrolog

Gunnar Jonsson blev 89 år, og sov stille ind efter længere tids sygdom d. 25 September 2020.

Gunnar var sammen med sin kone Marit med til på helt afgørende vis at lægge grundstenen til den islandske hests udbredelse uden for Island – og dermed fundamentet for den islandshesteverden vi har i dag.

Karakteristisk for Gunnar var, at han havde en enorm kapacitet og engagement i alt, hvad han involverede sig i. Han var uddannet civilingeniør og var i en lang årrække direktør i Colgate Palmolive i Danmark.

Gunnars far var islænding, og Gunnars fætter – Gunnar Bjarnasson, der var tilknyttet det islandske landbrugsministerium som hesteavlskonsulent m.m. – var inspirationen for Gunnar, der importerede de første islandske heste til Danmark omkring 1965.

Det blev hurtigt klart for Gunnar og Marit, at der ville blive behov for en forening for ejere af islandske heste i Danmark, hvilket førte til stiftelsen af DI i 1968. Med inspiration fra Island og internationale kontakter blev FEIF stiftet i 1969 – også med Gunnar og Marit som de mest aktive bidragsydere. Gunnar var i flere år i bestyrelsen for FEIF, og Marit blev senere præsident for FEIF.

Et centralt fokus for Gunnar og Marit ved stiftelsen af både DI og FEIF var, at sikre avl af renracede islandske heste udenfor Island, og at avl og sport skulle holdes inden for samme organisation. Dette har været fuldstændig afgørende for den kæmpe udvikling, der har været for den islandske hests udbredelse og anvendelse.

DI´s medlemsblad TÖLT blev startet af Gunnar og Marit, og Gunnar var redaktør i mere end 20 år. TÖLT udviklede sig til at blive et fantastisk medlemsblad og samlingspunkt med en meget høj redaktionel standard.

Gunnar og Marit er æresmedlemmer af Dansk Islandshesteforening og har modtaget The FEIF Award for deres helt enestående indsats for den islandske hest i en menneskealder.

Stutteriet Stenholt drev Gunnar og Marit i mere end 40 år, og der er gennem tiden blev avlet flere gode heste og holdt mange møder og kurser m.m. på Stenholt.

Gunnar var en dygtig og erfaren rytter – altid med en flot opstilling og i ét med hesten, og Gunnar er også blandt de få, der havde succes med at køre med islandske heste.

Jazzmusik var Gunnars store passion, og han var drivkraften i et jazzorkester – også kaldet TØLT-orkestret, der mange gange har spillet op til dans og pragtfuld stemning ved rytterfester og sammenkomster.

Gunnar er hædret med Den Islandske Falk – den fineste orden, der gives af den islandske stat til personer, der gjort en ekstraordinær anerkendelsesværdig indsats for Island.

Gunnar var en Gæðingur!

Æret være Gunnars minde!

 

 

Donationer

Bisættelsen finder sted lørdag d. 3/10 2020.

Skulle man ønske at sende blomster, vil familien påskønne, at man i stedet støtter financieringen af ”Gunnar og Marit Jonssons Tølter”.

”Gunnar og Marit Jonssons Tølter” er stiftet efter Gunnar Jonssons død i september 2020 efter ønske fra familien Jonsson.

Det er en bronzehest, der i fremtiden vil blive uddelt til et medlem af Dansk Islandshesteforening, der som rytter, avler eller instruktør i særlig grad har gjort sig fortjent til en anerkendelse for sine kvalifikationer, engagement og vedholdenhed.

Finansiering af Tølteren sker ved bidrag indgået på særskilt konto hos Dansk Islandshesteforening i anledning af Gunnar Jonssons bisættelse:

Reg. nr: 7016 Konto: 10 27 803.
Bidrag modtages også via Mobile Pay på nr: 473057.

En komite bestående af Katrine Langvad, Anna Magdalene Brun Hansen og Jens Iversen forestår foreløbig uddelingen af Tølteren i 10 år, første gang i 2021. Komiteen fastsætter selv procedure for uddeling og beslutning om nyt medlem af komiteen ved et medlems fratræden.