NYHEDER

17/8-2021

Skal din kommune have Dansk Islandshesteforenings Naturpris 2021 ?

Natur- og Breddekomiteen beder stadig alle danske islandshesteejere om bud på Danmarks mest attraktive og ikke mindst aktive kommune i forhold til Friluftspolitiske aktiviteter, der forbedrer adgangen til naturen for hestefolk.

Af Kristina Christensen

GENOPSLAG: I forbindelse med uddelingen af DI’s naturpris 2021 har Natur- og Breddekomiteen i år valgt at sætte fokus på kommunerne eller måske snarere, hvad kommunerne bidrager med for at skabe bedre forhold for hestehold og ikke mindst rytternes adgang til naturen.

Natur- og breddekomiteen har nedsat en række kriterier, som er listet i stikord herunder.

Har din kommune gjort særlige tiltag?

Oplever du, at din kommune har gjort særlige tiltag, og har du konkrete eksempler, der kan sætte fokus på gode kommunale løsninger, kan du henvende dig til Dansk Islandshesteforenings Natur- og breddekomité, der gerne uddyber tankerne bag DIs Naturpris 2021 yderligere.

Natur og Breddekomiteen ser bla. på kommunens:

-ridemuligheder – stiforløb, grusveje m.m

-ejendomme velegnet til hestehold

-statsskove/privatskove/strande

-rideturisme

-ridesport/naturridning/rideundervisning – til og for sårbare unge/handicappede

-rideferie i sommerhus

-ridepolitiske tiltag

Der er mange fordele ved at have “hestefolket” boende i kommunen

Budskabet til kommende og siddende kommunalpolitikere fra Dansk Islandshesteforenings Natur- og breddekomite er, at der er mange fordele ved “hestefolket” for den enkelte kommune.

De:

-bringer livet på landet tilbage

-giver skatteborgere til kommunen

-betyder flere mennesker- flere børnefamilier

-skaber nye arbejdspladser

-skaber ny bosætning i landejendomme, der ellers ville være nedrivningstruede

Derfor ønsker Natur og Breddekomiteen i samme ombæring at spørge landets lokalpolitikere, om netop deres kommune er imødekommende og villig til at indgå i en forpligtende dialog med henblik på at forbedre vilkårene for hestehold?

Er der overvejelser i din kommune om at bringe livet på landet tilbage til de mange små landejendomme? SEGES har beregnet, at ni heste giver et fuldtidsjob i kommunen. Den danske natur er “HOT” lige nu – Hvad gør du/I i din kommune?

Interesseret i at vide mere om DIs Naturpris 2021?

Er du interesseret i at at høre nærmere og/eller give dit bud på, hvem der skal tildeles DIs Naturpris 2021, så skriv en mail til: naturkomite@islandshest.dk 

Du kan også skrive til kontaktperson Jytte Skovgård Andersen på mail: jytteskovgaard@amalfivin.dk

(Artiklen blev publiceret første gang d. 11. juni 2021 og er genudgivet d. 17. august 2021)