NYHEDER

27/10-2021

Vinterseminar for unge og juniorer: Træn din hest – og din hjerne!

DI’s nye Junior- og ungdomsudvalg inviterer til vinterseminar i Holstebro!

Vil du være med til en lærerig dag? Her bliver du klogere på, hvordan du træner din hjerne og din hest. – Så I bliver helt klar til den kommende stævnesæson!

Vi får besøg af Frederikke Stougård som vil vise, hvordan hun arbejder med forskellige heste i praksis samt gennemgå teori. Vi får også besøg af Birgitte Bach Mørk, som fortæller om, hvorfor det er lige så vigtigt at træne din hjerne, som det er at træne din hest.

Inspirerende værktøjer

Du vil til dette vinterseminar blive klogere på, hvad du kan forvente at få ud af mentaltræning. Både som rytter i forhold til dine resultater, men også i dagligdagen. Du vil få en masse inspirerende træningsværktøjer med hjem, som du kan bruge sammen med din hest.

Formålet med vinterseminaret er dels at få at få en masse værktøjer med hjem til vintertræningen, og dels at have en hyggelig dag sammen med en masse andre hesteinteresserede junior- og ungryttere. Der vil i løbet af dagen også blive arrangeret flere sociale aktiviteter.

Dette vinterseminar er for dig, som gerne vil:

* Opnå succes med det, du drømmer om
* Vende nervøsitet og præstationsangst til din fordel f.eks. til ridestævner eller eksamener
* Højne dit og din hests niveau
* Ønsker at udvikle dine mentale evner
* Lære, hvordan du kontrollerer dine tanker og følelser, og dermed forbedre dine præstationer til træning og konkurrencer
* Møde en masse andre unge mennesker med interesse for den islandske hest

Meld dig til her!