NYHEDER
14/2-2020
Af Kristina Christensen
Næste fredag og lørdag d. 21.-22. februar åbner Odense Kongres Center dørene for et stort islandsheste-show – World Toelt!
World Toelt er et indendørs 2-dages event med sportskonkurrencer og shows, der skifter mellem hinanden. Et internationalt felt af ryttere og heste mødes for at dyste om præmier og skabe oplevelser for danske og nordeuropæiske islandshestefans. Dansk Islandshesteforening støtter op. Det handler om synlighed omkring den islandske hesterace og om kvalitet i danske islandshestearrangementer.
Nu også eventaftale i 2020
Dansk Islandshesteforening og arrangør af World Toelt, Bo Hansen har netop indgået en eventaftale, ligesom det også var tilfældet i 2018 og 2019. En eventaftale er en gensidig forpligtende aftale mellem private stævnearrangører og Dansk Islandshesteforening, der bunder i et ønske om, at Dansk Islandshesteforening gerne vil støtte op om events med folkelig og bred appel, der skaber synlighed om den islandske hesterace.
Arrangøren forpligter sig i aftalen til at udvise hensigt mod at skabe kvalitetsrammer for både for mennesker og heste – fx ved at tegne en forsikring af frivillige hjælpere og ved at skabe rammer, der bidrager til god hestevelfærd.
Dansk Islandshesteforening bidrager til gengæld med de ting, foreningen kan – fx på kommunikationssiden og ved at give arrangøren rettigheder fx. ift. Koda/Gramex.
Dansk Islandshesteforening har også eventaftaler med Nordic Ice Games (tidligere kendt som Istølt Frederikshavn) og Icehorse Festival.
Skal du til Odense og se forrygende flotte heste?
I Odense venter der dig altså en indendørs oplevelse med flotte flotte heste og endnu et event, der arbejder for gode rammer for mennesker og heste.
Du kan købe din billet lige her
Læs og hør også