TILLYKKE til nye FEIF-Level 1 Instruktører i Dansk Islandshesteforening

DIs nye FEIF-Level 1 Instruktører. Fra venstre: Julie Hoffmann, Anne-Louise Frandsen, Melina Dahl og Tina Lund. Ikke tilstede: Mette Køllgaard. Foto: Eva Lundh.

Fem nye FEIF-Level 1 Instruktører uddannet i Dansk Islandshesteforening

Som medlem af Dansk Islandshesteforening støtter du organisationen i at uddanne og autorisere FEIF-instruktører, kåringsdommere samt sports- og gæðingakeppnidommere. For nylig var det fem nye FEIF-Level 1 Instruktører, der stolt kunne vise eksamensbeviserne frem.

 

Af Kristina Christensen

Den 26. november 2019 bestod Julie Hoffmann, Anne-Louise Frandsen, Melina Dahl, Tina Lund og Mette Køllgard deres FEIF-Level 1 instruktøreksamen. Således har Dansk Islandshesteforening nu fem nye Instruktører.

FEIF-Level 1 Instruktøruddannelsens målsætning er at uddanne rideinstruktører, der kan fungere i lokalklubberne og på nationalt niveau, og som formår at undervise begyndere samt let øvede ryttere på faglig korrekt, pædagogisk og didaktisk vis med hestens velfærd som prioritet. De uddannede instruktører er nu i besiddelse af gode faglige kompetencer såvel i spørgsmål vedrørende grundridning og gangartstræning som hestehold og horsemanship.

På uddannelsen har kursisterne erhvervet sig grundlæggende kendskab til ridelære, undervisningspædagogik, gangartslære, rytterens sæde og indvirkninger, ligesom de også selv har vist sig som gode ryttere. Derudover besidder de beståede kursister et godt kendskab til hestens adfærd og læring, dens pasning og velfærd samt fået forståelse for korrekt fysiologisk træning og hestens biomekanik.

Drømmer du om at gå samme vej?

Er dit ønske også at forfølge drømmen om en FEIF-godkendt uddannelse er det lige nu, at der er åbent for tilmelding til to obligatoriske seminarer “Hestevelfærd” og “Gangartslære”, som afholdes i Odense af DI uddannelse i januar 2020. Se mere her: Få en FEIF-godkendt uddannelse gennem Dansk Islandshesteforening!

 

 

Figur 1. En uddannelse taget i Dansk Islandshesteforenings Uddannelsesmatrix leder dig mod en internationalt godkendt uddannelse som FEIF-Unghestetræner eller FEIF-instruktør.