Hvad er FEIF?

Hvad er FEIF?

En gruppe islandshesteentusiaster startede FEIF i 1969 i Tyskland. Det navn, de gav organisationen, var en erklæring om, hvad de var – venner af den islandske hest: Föderation Europäischer Islandpferde Freunde (FEIF).

I dag står FEIF for International Federation of Icelandic Horse Associations og repræsenterer 23 islandske hesteforeninger verden over med over 80.000 medlemmer tilsammen.

FEIF er et demokratisk organ. FEIFs medlemmer er medlemslande og ikke enkeltpersoner, og medlemslandene mødes årligt og stemmer om ændringer i regelsæt og standarder indenfor fx avl og sport.

FEIF er et stort, frivilligt og årelangt internationalt samarbejde, der gennem tiden har udviklet regelsæt og standarder, der regulerer islandshesteverdenen på tværs af landegrænser. Det eksisterer, fordi alle verdens islandshesteforeninger – altså medlemslandene – i mange år har arbejdet sammen og stadig gør det.

FEIF organisationen holder den islandske hesteverden sammen over hele verden og sikrer:

  • Sport og avl: At der kun er ét sæt regler, nemlig FEIF Rules & Regulations
  • Uddannelse: At alle FEIF instruktører og undervisere har et sammenligneligt færdighedssæt, uanset hvor i verden, de er uddannet
  • Fritidsridning: En følelse af fælles identitet og fællesskab, uanset om du krydser Rocky Mountains eller rider langs Nordsøen
  • Ungdomsarbejdet: At styrke det, vi alle deler, kærligheden til hesten – især for unge mennesker

Læs også Hvad er FEIF? (Artikel på TÖLT)

Læs mere med FEIFs egne ord her

Læs mere om komitéerne