Hvad er DI bruttolandshold?

Vejen til bruttolandsholdet og landsholdet

En tydelig vej til det danske landshold

Bruttolandsholdet er fødekæden til det danske landshold.

Målet er at skabe en transparent og langsigtet model, hvor ryttere med ambitioner om at repræsentere Danmark følges over tid, og hvor optagelse og udtagelse sker på baggrund af tydelige kriterier og en samlet sportslig vurdering.

Bruttolandsholdet samler de ryttere og ekvipager, der vurderes at have de bedste forudsætninger for på kortere eller længere sigt at repræsentere Danmark ved internationale mesterskaber.

Om bruttolandsholdet

Kun ryttere optaget på DI’s bruttolandshold kan udtages til at repræsentere Danmark ved internationale mesterskaber.

Bruttolandsholdet består af to sammenlagte målgrupper:

  • Ekvipager med mesterskabspotentiale
    • Ryttere og ekvipager, der aktuelt vurderes at være blandt de mest relevante kandidater til kommende internationale mesterskaber.
  • Ekvipager med udviklingspotentiale
    • Ryttere og ekvipager med potentiale til at nå internationalt mesterskabsniveau inden for 1,5-2 år.

Hvem udvælger og hvordan?

Hvem

Udvælgelsen til både DI bruttolandshold og det endelige landshold foretages af et udvælgelsespanel.

Udvælgelsespanelet består af landsholdslederen, Vice-landsholdslederen samt en repræsentant udpeget af Sportskomitéen. Medlemmer af udvælgelsespanelet revurderes årligt af Sportskomitéen.

Hvordan

Udvælgelsen beror altid på en sportsfaglig samlet vurdering ud fra gældende regler og kriterier. Som led i den nye model indføres et understøttende værktøj til denne proces. En fælles vurderingsskabelon skal understøtte udvælgelsespanelets arbejde samt gøre det tydeligere, hvad der er lagt vægt på i den endelige vurdering af udvælgelse af en ekvipage til både bruttolandsholdet og det endelige landshold.

Selve vurderingsskabelonen bliver offentlig. Det individuelle vurderingsskema deles alene mellem den enkelte rytter og landsholdsledelsen.

Udvælgelsespanelet indstiller kandidaterne til Sportskomitéen. Sportskomitéen træffer den endelige beslutning på baggrund heraf.

Et sportsligt fællesskab med andre ambitiøse ryttere

Som en del af DI’s bruttolandshold bliver du en del af et sportsligt landsholdsfællesskab, hvor du får mulighed for at dele erfaringer, hente inspiration og sparre med andre ryttere, der også arbejder målrettet mod internationalt sportsniveau.

Gennem fælles aktiviteter, sparring og videndeling får du mulighed for at udvikle dit sportslige netværk, få nye perspektiver og blive en del af miljøet omkring det danske landshold.

Din sportslige udvikling er fortsat dit eget ansvar

Bruttolandsholdet er ikke et trænings- eller undervisningsforløb, og optagelse indebærer derfor ikke individuel træning fra landsholdstræneren eller den øvrige landsholdsledelse.

Den daglige træning og udviklingen af dig selv og din hest foregår fortsat i samarbejde med din egen træner. Landsholdsledelsens rolle er derimod at understøtte rammerne omkring bruttolandsholdet og skabe muligheder for et fælles landsholdsmiljø, fælles sparring og fælles vidensdeling. I sidste ende er landsholdsledelsens opgave også at bidrage til udvælgelserne til bruttolandsholdet og landsholdet.

Sådan er vejen til landsholdet

1. Tilkendegivelse

  • Du har ambitioner om at repræsentere Danmark enten til det kommende internationale mesterskab eller i løbet af 1-2 år
  • Du har sat dig ind i reglerne og kriterierne for at komme i betragtning og har overvejet dine prioriteringer nøje
  • Du tilkendegiver, at du ønsker at stå til rådighed for vurdering af, hvorvidt du kan optages på DI bruttolandshold. Det gør du via www.sporti.dk.

Når du har tilkendegivet, er du i betragtning til bruttolandholdet. Dit navn er nu på den liste, som udvælgelsespanelet kigger på, når de vurderer, hvem der løbende optages på DI bruttolandshold. Der vil ikke blive kigget på ekvipager udenfor denne liste.


Hvorfor kigges der ikke på ekvipager udenfor denne liste?


Det er fordi, at vi ønsker, at du som rytter er så afklaret som det er muligt med, hvad du går ind til. Har du tilkendegivet, er der også en forventning om, at du har overvejet det nøje, hvilken betydning det kan have for dig, hvis du optages på bruttolandsholdet.

2. Optagelse på bruttolandsholdet

  • Med udgangspunkt i gældende regler og kriterier for udtagelse til bruttolandshold og landshold, vurderer udvælgelsespanelet løbende kandidater til bruttolandsholdet
  • Hvis du vurderes egnet til bruttolandsholdet, vil du blive kontaktet af landsholdsledelsen, som præsenterer dig for deres samlede sportslig vurdering af, hvorfor du optages på bruttolandsholdet.
  • Optagelse vil blive foretaget løbende gennem hele året.

Udvælgelsespanelet består af landsholdsleder, vice-landsholdsleder samt en repræsentant udpeget af Sportskomitéen. Medlemmer af udvælgelsespanelet vil blive revurderet årligt.

Udvælgelsesprocessen understøttes af en vurderingsskabelon sammenholdt med en sportsfaglig vurdering ud fra reglerne og kriterierne for udvælgelsen.

3. Løbende opfølgning og del af et landholdsfællesskab

  • Landsholdsledelsen følger din og din hests udvikling fra du er optaget på bruttolandsholdet
  • Du bliver en del af et landsholdsmiljø og et sportsligt fællesskab, hvor du får muligheden for fælles sparring og vidensdeling i relation hertil.

Landsholdsledelsen kan på baggrund af en samlet faglig vurdering, sætte dig af bruttolandsholdet igen, hvis du mod forventning ikke længere kan leve op til reglerne eller kriterierne for din udvælgelse.

4. Landsholdsudtagelse

  • Det endelige landshold udtages af udvælgelsespanelet blandt rytterne på DI’s bruttolandshold på baggrund af de gældende udtagelseskriterier og en samlet sportslig vurdering, senest 3 uger inden afrejse til internationalt mesterskab.

5. Offentliggørelse

  • Det endelige landshold offentliggøres senest tre uger før afrejse til VM/NM.

Klar til at tage næste skridt?

Har du ambitioner om at repræsentere Danmark og ønsker at komme i betragtning til DI’s bruttolandshold og det danske landshold nu eller i løbet af de kommende år?

Tilmeld dig “Tilkendegivelse til DI bruttolandshold” via www.sporti.dk

Læs mere om komitéerne