Foreningens adfærdskodeks
Dansk Islandshesteforening er forpligtet til at følge en række internationale regler og krav til adfærd som rytter, dommer mv.
For det første er foreningen som medlem af FEIF (International Federation of Islandic Horses) forpligtet til at følge de beskrevne adfærdskodekser i FEIF’s Rules and Regulations.
Desuden er foreningen som associeret medlem af Dansk Ride Forbund ligeledes medlem af FEI (Federation Equestre Internationale) og forpligtet til at følge FEI’s regler om adfærd.
Bestyrelsen besluttede den 3. marts 2026 sig for at præcisere foreningens adfærdskodeks, dets principper og klageadgange.
Nedenstående adfærdskodeks i form af principper skal kendetegne al aktivitet i og omkring foreningen.
Kodekset omfatter alle foreningens medlemmer og klubber og alle, som benytter sig af arrangementer i foreningens regi: medlemmer, ryttere, officials, trænere, hesteejere, publikum, frivillige og samarbejdspartnere.
Ryttere er en central del af målgruppen, og det forventes, at de på linje med alle øvrige aktører – aktivt bidrager til at fremme et miljø præget af anerkendelse og respekt overfor hinanden og hestene.
Som official og som medlem af bestyrelsen og komitéer har man en udvidet forpligtelse til at handle, hvis man oplever, at principper bliver brudt eller overtrådt.
Uanset rolle eller erfaring forventes det, at samtlige aktører overholder kodeksets principper.
Kodekset finder anvendelse i alle situationer, hvor personer, der repræsenterer Dansk Islandshesteforening, er til stede eller for alle personer, som deltager i foreningens arrangementer – herunder stævner, kurser, træning, møder, sociale aktiviteter, digitale platforme og al skriftlig kommunikation.
Håndtering af krænkende adfærd: Enhver, der oplever krænkende eller ydmygende adfærd i aktiviteter mennesker i mellem eller mellem hest og menneske opfordres til at anmelde hændelsen – læs mere om anmeldelse af hændelse her – eller på DIF’s Whistleblowerordning og eventuelt politiet eller anden myndighed.
Alle har fri adgang til at klage til Klage og Ordensudvalget (mod betaling af et mindre gebyr) og til DIF’s Whistleblowerordning.
Foreningen forholder sig professionelt og fortroligt til alle henvendelser og bestyrelsen træffer om nødvendig beslutning om eventuelle sanktioner.