Pilotprojekt 2026/2027

Pilotprojekt – Udtagelsesproces for landsholdet i sport

Sportskomitéen indfører på opfordring fra Landsholdsudvalget (LHU) en justeret udtagelsesproces for landsholdet i sporten fra sæson 2026. Ændringen starter som et 2-årigt pilotprojekt, og dækker således både NM i 2026 og VM i 2027.
Ændringen omfatter alene sportsekvipager (seniorer og ungryttere). Gædingakeppni-udtagelsen og juniorudtagelsen i sporten gennemføres fortsat efter den hidtidige udtagelsesproces.

I pilotprojektet kan op til 50 procent af sportslandsholdets seniorer- og ungrytter ekvipager løbende udtages i perioden fra sæsonens start til op til 3 uger før DM2026. Dette sker, når Udtagelsesudvalget og landsholdslederen vurderer, at en ekvipage lever op til de fastsatte udtagelseskriterier.

Den resterende del af landsholdet udtages ved DM blandt de landsholdstilkendegivere, der fortsat er i Udtagelsesudvalgets og Landsholdslederens sportslige vurdering. DM spiller dermed fortsat en central rolle i den endelige sammensætning af landsholdet.

Ekvipager, der udtages tidligt, indgår i et mere struktureret forløb frem mod NM med tæt dialog med landsholdslederen og en individuel udviklingsplan med løbende opfølgning på form og niveau. Ekvipagerne skal ligeledes underskrive en kontrakt, når de udtages tidligt samt fortsat ride DM.

Hvorfor ændre udtagelsesprocessen?

Baggrunden for ændringen er et ønske om at styrke de samlede forudsætninger for stabile toppræstationer ved internationale mesterskaber (NM og VM). I praksis tegner der sig ofte tidligt i sæsonen et billede af, hvilke ekvipager der ligger på det niveau, der historisk kræves for landsholdsudtagelse.

Vi håber, at den justerede model vil skabe større gennemsigtighed i processen og bedre mulighed for målrettet og langsigtet forberedelse. Forhåbningen er, at modellen samtidig vil understøtte hestevelfærd, da den tilgodeser træning, hvor fokus kan rettes mod først at toppe fuldt ud til NM eller VM.

Derudover håber vi, at den justerede model vil medføre større mental ro og tydeligere rammer for landsholdsrytterne samt styrke den samlede professionalisering af landsholdsarbejdet. Tidlig udtagelse giver ikke medaljer i sig selv, men den kan forhåbentlig bidrage til bedre forudsætninger for stabile og bæredygtige præstationer.

Et landshold i mere end 3 uger

I projektet vil vi få et landshold i en længere periode end blot mellem DM og NM/VM. Der skabes bedre mulighed for at indgå og planlægge sponsor- og partneraftaler samt til at arbejde med planlagt sponsor-eksponering. Samtidig får både ryttere og Landsholdsudvalg bedre mulighed for at planlægge sæson, rejser, udstyr og øvrige praktiske forhold i god tid.

Evaluering efter NM2026 og VM2027

Pilotprojektet evalueres efter NM2026 og VM2027 med fokus på, om processen har understøttet ekvipagerne på landsholdet, landsholdslederen og udtagelsesudvalget efter hensigten. På længere sigt er ambitionen, at erfaringerne fra pilotprojektet kan danne grundlag for også at inkludere Gædingakeppni-landsholdet og juniorer i sport.

Det vil løbende blive offentliggjort, hvilke ryttere, der bliver udtaget til landsholdet.

Læs mere om komitéerne