NYHEDER

9/4-2024Forfatter: Kristina

Ivar Søeborg modtager Gunnar og Marits Bronzetølter i 2024

Prisen uddeles hvert år til et medlem af Dansk Islandshesteforening, der i særlig grad har gjort sig fortjent til anerkendelse for sine kvalifikationer, engagement og vedholdenhed.


Foto: DI Arkiv.

Ivar Søeborg får den særlige pris for sin mangeårige utrættelige indsats for islandshestesporten:

-som formand for Dyrdilmyri siden 1997,

-som bærende kraft i afholdelse af det nordsjællandske pinsestævne nogenlunde ligeså længe,

-som primus motor for afholdelse af Kompedal aktivitetsuge i 3 sæsoner,

-som hovedansvarlig for DM på både Birkegården og Hedeland i adskillige år,

-som hovedansvarlig for adskillige DM´er i Alrid,

-som teamleder til NM i Norge 2010,

-som en del af redaktionen for Ishesten i mange år,

-som medlem af DI’s klubkomite.

I alle disse funktioner har Ivar dynamisk og overskudsagtigt øst af sit engagement til glæde for DI og uendeligt mange sportsudøvere, skriver komiteen i sin begrundelse.

Rørende video
Jens Iversen fra komiteen bag uddelingen af prisen løftede sløret for modtageren under årets Icehorse Festival.

Ligesom ved tidligere lejligheder tog Jens mikrofonen mellem to klasser, og præsenterede Ivar, der desværre ikke selv kunne være til stede i Herning.

I stedet tonede han frem på storskærmen i en film, som komiteen havde fået produceret til lejligheden. I filmen ser man Ivars rørende reaktion, mens han fortæller, at han har elsket hvert minut:

“Jeg er vild med de mennesker, jeg har mødt igennem islandsforeningen, og jeg har den dybeste respekt for de mange, mange mennesker der….

Mennesker indenfor den islandske hesteverden står mig meget nær, fordi de har en sund indstilling til livet. Der er plads til alle. Selv de skæve, der måske ikke lige ryger ind på hylde 1…og det synes jeg vi skal bevare. Vi skal bevare folkeligheden ved den hest, som vores vikinger drev rundt på deroppe nordpå for mange år siden…
Jeg har nydt – for hulan, hvor har jeg nydt det” – Ivar Søborg.

Se filmen HER

Et stort og hjerteligt tillykke med prisen, Ivar!

Fakta om Gunnar og Marits Jonssons Tølter
Gunnar Jonsson var medstifter af Dansk Islandshesteforening. Efter hans død var det familiens ønske, at de, der ønskede at sende blomster, i stedet støttede financieringen af ”Gunnar og Marit Jonssons Tølter”.

Finansiering af Tølteren skete således ved bidrag indgået på særskilt konto hos Dansk Islandshesteforening i anledning af Gunnar Jonssons bisættelse lørdag d. 3/10 2020.

Det er en komite bestående af Katrine Langvad, Anna Magdalene Brun Hansen og Jens Iversen, der uddeler “Gunnar og Marit Jonssons Tølter”.

Tidligere prismodtagere

2021: Bjarne Poulsen
2022: Trine Winther
2023: Rosa Hansen

De Nordiske
Mesterskaber

8.-11. august 2024 i Herning


KØB BILLET HER

NM2024.dk

Læs mere om komitéerne